Efter diadokerne havde delt Alexanders rige mellem sig, nåede den græske kultur sin hidtil største udbredelse fra det sydlige Asien (det indo-græske rige og Bactria), over det sydvestlige Asien (seleukideriget), det nordøstlige Afrika (Ptolemæerriget), Grækenland/Makedonien og det sydlige Italien og Sicilien.
Efter diadokerne havde delt Alexanders rige mellem sig, nåede den græske kultur sin hidtil største udbredelse fra det sydlige Asien (det indo-græske rige og Bactria), over det sydvestlige Asien (seleukideriget), det nordøstlige Afrika (Ptolemæerriget), Grækenland/Makedonien og det sydlige Italien og Sicilien. I hele dette område var den græske kultur og det græske sprog toneangivende. Grækenland bestod stadig af en række bystater, der indgik i forskellige forbund og alliancer med hinanden, men som i sidste ende var underlagt den makedonske konge. Det kom til flere forskellige oprør, hvor især Athen og Alexandria allierer sig.
I Syditalien føler den græske hovedby Tarent sig truet af romerne, der havde påbegyndt erobringen af Italien. De kaldte kong Pyrrhos fra Epiros til hjælp. I 280 f.Kr. landede han i Italien med en hær på 25.000 soldater og 20 elefanter. Det efterfølgende slag blev en sejr for Pyrrhos, men han havde lidt så store tab, at han måtte sende en ambassadør til Rom for at indlede fredsforhandlinger.
I mellemtiden bad bystaten Syrakus på Sicilien om Pyrrhos’ hjælp mod karthagerne. Karthagerne var et fønikisk folk, der havde bosat sig i Nordafrika og erobret det sydlige Spanien, Sardinien, Korsika og det vestlige Sicilien. Tyrannen Dionysios den første (401-367 f.Kr.) havde erobret hele den østlige del af Sicilien, og det var nu kommet til en konflikt med Karthago. Syrakus var en af de mest succesfulde græske bystater på Sicilien og havde bevaret den græske kultur ved at genopføre de græske komedier og tragedier og inspirere til tænkere som Archimedes. Uden større succes måtte Pyrrhos vende tilbage til Italien, hvor han i 275 f.Kr. ved byen Beneventum led et endeligt nederlag til romerne, der havde fundet ud af, at elefanter ikke kan lide grise, og havde brugt dem til at skræmme elefanterne. Fem år senere havde romerne erobret hele Syditalien.
I 267 f.Kr. kom de to nye stormagter, Rom og Karthago, i krig. Den makedonske kong Philip den femte valgte i 215 f.Kr. at alliere sig med karthagenernes leder, Hannibal. Så da Rhodos, Pergamon og Athen i 201 f.Kr. bad Rom om hjælp i krigen mod Philip, gav den sin støtte, på trods af netop at have afsluttet en lang og tærende krig mod Karthago. I 197 f.Kr. besejrede romerne Philip i slaget ved Kynoskephalai og kunne erklære de græske bystater for frie.
I 192 f.Kr. greb seleukidekongen Antiochos den tredje chancen og angreb Grækenland under dække af at være landets befrier. I 188 f.Kr. måtte han slutte fred med romerne og trække sig tilbage. I 171 f.Kr. kom det til kamp mod Philips arvtager, Kong Perseus, der tre år senere blev ført gennem Roms gader af den romerske hærfører Aemilius Paulus. De græske bystater var fortsat urolige, og i 149 f.Kr. måtte romerne slå et oprør i Makedonien ned, og gjorde efterfølgende området til en romersk provins.
I 146 f.Kr. erklærede et forbund af græske bystater, ledet af Korinth, Sparta krig på trods af romernes advarsler. Kort tid efter jævnede romerne Korinth med jorden og solgte kvinder og børn som slaver, ligesom de havde gjort det med Karthago. Efter denne episode blev Grækenland en romersk provins.
I denne periode finder den joniske søjleorden sin fuldkomne udvikling. Sandsynligvis under indflydelse af kongerigerne i østen begynder der at opstå kæmpe paladser i Grækenland. Senere genfindes paladserne i “nye” byer som Alexandria. Paladserne er så store, at de minder om minibyer med egne templer, gymnasier etc. I lighed med paladserne bliver privathusene også mere udviklet, sådan at de nu alle gerne har en gårdsplads med søjler omkring (peristyl), og templerne begynder at indgå i en større helhed i stedet for – som tidligere – at være uafhængige af omgivelserne.
Dette fokus på enkeltdele som en del af helheden ses tydeligt i monumental-altre som det i Pergamon. Den hippodamiske byplan bliver populær ved anlæggelsen af nye byer. Den hippodamiske byplan ligner et skakbræt og tilskrives Hippodamos, selv om byplanen kendes fra den græske kolonitid. Byplanen har den fordel, at den giver alle lige meget jord, og at den er hurtig og let at anlægge.
Den hellenistiske skulptur fortsætter med at vise den interesse for individet, som portrætskulpturen fra det 4. årh. er et udtryk for, og fuldender den udvikling, der begyndte i den klassiske periode. Hvor man i den klassiske tid fandt, at den nøgne, veltrænede mandekrop var et ideal, begynder man i hellenistisk tid at portrættere filosoffer og talere med skæg, indfalden brystkasse og topmave, og kvinderne begynder at optræde nøgne.
Psykologien kommer til at være en inspirationskilde, og vi finder således skulpturer af fulde, gamle kvinder o.lign. At skulpturen begynder at findes i private hjem og kongepaladser, betyder, at man begynder at “lege med” tidligere “mesterværker”. Dette gøres ved at efterligne forbilledets standmotiv, samtidig med at man ændrer konteksten ved f.eks. at tilføje komiske elementer (jf. Afrodite fra Knidos og Afrodite og Pan). Generelt om perioden kan vi sige, at man har fokus på individets følelser og følelsesliv, især det sensuelle, med andre ord et skift af fokus fra samfund til individ.
I hellenistisk tid begynder man at udvide paletten med rød og gul.
Henimod slutningen af perioden bruger man udformede mosaikker (tesserae)
