I følge Aristoteles finder der inden for retorik tre tekstarter: retstalen, den politiske tale og lejlighedstalen. Hver art har sit område.
Ifølge Aristoteles finder der inden for retorik tre tekstarter: retstalen, den politiske tale og lejlighedstalen. Hver art har sit område. Retstalen forsøger at overbevise publikum om, hvad der kan/ikke kan være sket i en fortidig situation, lejlighedstalen forsøger at overbevise publikum om emnets gode eller dårlige kvaliteter, og den politiske tale forsøger at overbevise om, hvad man bør/ikke bør gøre. Fokus for denne tekstart ligger altså på at påvirke modtageren i en eller anden retning. Til dette kan benyttes de tre retoriske virkemidler: ethos, hvor man opbygger/nedbryder sin egen eller andres autoritet, pathos, hvor man forsøger at påvirke modtagerens følelser, og logos, hvor forsøger at påvirke modtageren gennem rationelle argumenter. For at vække publikums opmærksomhed og gøre ens tale mindeværdig kan man benytte forskellige retoriske stilfigurer som. f.eks. alliteration (gentagelse af første lyd i et ord), anafor (gentagelse af ord), tricolon (opremsning på tre led), antitese, hendiadys (et begreb udtrykkes med to ord)... Langt de fleste taler følger med passende modifikationer retstalens opbygning: exordium (indledning), narratio (fortællling), argumentatio (bevisførelse) opdelt i refutatio (gendrivelse) og confirmatio (bekræftelse) og conclusio (sammenfatning). Langt størstedelen af de forfattere, vi læser, havde gennemgået disse retoriske elementer som en helt central del af deres skolegang og benyttede derfor disse virkemidler og teorier i andre af deres verden.
I den græske verden var i sær Perikles’ gravtale, som den blev refereret af Thukydid, et berømt eksempel på den politiske tale, men også Demosthenes taler mod Philip den Anden af Makedonien var meget beundret. Lysias skrev retstaler til andre og var meget læst for deres retoriske værdi.
I den romerske verden var Ciceros retstaler og politiske taler meget studeret på grund af hans overlegne omgang med det latinske sprog. Plinius den Yngre er især kendt for sine breve, men han skrev også hyldesttaler for at hylde den romerske kejser, som dannede forbillede for eftertiden. I slutningen af antikken holdte den romerske politiker Symmachus en tale for at få fredsalteret uden foran senatsbygningen, som blev meget læst, da den provokerede kirkefaderen Ambrosius til at skrive et langt svar, og den kristne digter Prudentius til at skrive digtet Mod Symmachus.
