Historieskrivning begynder med den græske forfatter Herodot, der har sat sig for at berette resultaterne af hans undersøgelser (gr. historia).
Historieskrivning begynder med den græske forfatter Herodot, der har sat sig for at berette resultaterne af hans undersøgelser (gr. historia). Det, Herodot har undersøgt er, hvorfor grækerne og perserne kom i krig med hinanden, dette kræver en beretning, der begynder med tiden før Solon og de syv vise, og som beskriver den persiske geografi fra Ægypten i sydvest til Skythien i nordvest med inddragelse af fortællinger om områdets berømte personligheder. Til grund for sin beretning ligger dog Herodots egne erfaringer/oplevelser (autopsi) samt en søgen efter et ophav/en årsag (en arkhē). Historieskrivningen begynder med at forsøge at give en forklaring på krige for f.eks. den persiske krig eller den peloponnesiske krig. Senere udvikler genren til at handle om enkelte geografiske områders udvikling gennem tiden. I romersk kejsertid begynder f.eks. man at skrive om Roms historie fra byens grundlæggelse og frem til forfatterens samtid. Et kendetræk ved denne tekstart er, at de enkelte forfattere gerne indleder deres værk med at redegøre for deres metode, deres motivation samt behandle eventuelle forgængere på området. De antikke historikere tager sig store friheder for at skabe en underholdende fortælling, hvilket gør, at de fra en moderne synsvinkel måske har minder mere om en historisk roman end historieskrivning.
Udover Herodot skrev Thukydid en værk om den peloponnesiske krig, som blev meget populært sin snørklede sproglige udformning til trods, og som inspirerede den senere romerske historiker Sallust. Under den romerske republik skrev den græske historiker Polyb et værk om Karthagos ødelæggelse og Roms vej til magten. Fra romersk kejsertid skrev Livius et større værk om Roms historie fra byens grundlæggelse til og frem til kejser Augustus, i noget mindre omfang blev det taget op af den historikeren Eutrop som førte historien helt op til kejser Jovian.