I samme periode, som Grækenland oplevede en stor fremgang, begyndte andre dele af middelhavsområdet at røre på sig. De gamle kulturer i Ægypten og Mesopotamien kom under pres, og en ny magtfaktor opstod i vest...
I samme periode, som Grækenland oplevede en stor fremgang, begyndte andre dele af middelhavsområdet at røre på sig. De gamle kulturer i Ægypten og Mesopotamien kom under pres, og en ny magtfaktor opstod i vest.
I 490 f.Kr. angreb Dareios Grækenland og blev slået af athenerne under Miltiades i slaget ved Marathon. Ti år senere, i 480 f.Kr., blev hans søn Xerxes til stor overraskelse slået tilbage, først i søslaget ved Salamis og senere i 479 f.Kr. i slaget ved Plataia. Dette fik straks de græske bystater i Ionien til at løsrive sig fra perserriget og søge beskyttelse hos det deliske søforbund, ledet af Athen. Efter denne episode støttede perserne Sparta i den peloponnesiske krig mod Athen, der derimod ikke blandede sig i persernes forsøg på at generobre de græske bystater i Ionien.
I slutningen af den peloponnesiske krig blev forholdet mellem perserne og Sparta fjendtligt, hvilket udmøntede sig i en fredsaftale mellem de to parter i år 387/6 f.Kr., den såkaldte kongefred. I 408 f.Kr. havde en græsk hærstyrke ellers støttet Kyros d. Yngre i hans forsøg på at tage magten fra områdets militære overhoved, Tissaphernes. Det kom til et slag ved Kunaxa, ikke langt fra Bagdad, hvor Kyros’ hær vandt, men han selv døde. Dermed kollapsede ledelsen, og den græske hær måtte under Xenofons ledelse marchere 1500 km gennem fjendtligt territorium for at vende hjem. Der var forholdsvist roligt i området, indtil forskellige satraper gjorde opstand i perioden fra 368 til 362 f.Kr. Artaxerxes III (359-338 f.Kr.) regerede i de tyve år, hvor en ny magtfaktor meldte sig på scenen: Makedonien.
I 336 blev Philip II af Makedonien snigmyrdet, og hans søn, Alexander III, tog magten. I 334/3 f.Kr. invaderede Alexander den Store med 30.000 soldater og 5000 kavalerister Anatolien, og det persiske rige under kong Dareios III kollapsede. Det endelige nederlag kom i slaget ved Issos, hvor ca. 100.000 persiske soldater blev slået af godt 30.000 makedonere. Alexander nåede ikke at gennemføre de store reformer før sin død i Babylon i år 323 f.Kr. Lokalbefolkningen har derfor højst kunnet bemærke den ændring, at den lokale embedsmand havde et græsk navn og talte græsk i stedet for persisk.
På grund af hans tidlige død har vi ingen idé om, hvordan han havde tænkt sig at administrere et rige, der strakte sig fra Thrakien over Anatolien til Indien i øst og Ægypten i syd. Alexanders øverstbefalende (gr. strategoi) indledte en intens magtkamp, der endte med etableringen af tre store riger, Makedonien/Grækenland, Ægypten og Asien, omend ikke hele Asien. Seleukos Nikator vandt kampen om Asien og grundlagde Seleukideriget, der i 250 år (indtil 62 f.Kr.) bestod af Syrien, i 183 år (312-129 f.Kr.) af Iran, og i 92 år (281-189 f.Kr.) af Anatolien. Pergamon løsrev sig hurtigt under Eumenes I, Kappadokien under Ariarmenes, Bithynia under Nikomedes og Pontos under Mithridates. Riget var inddelt i regioner (gr. strategiai) ledet af en strategos, der først og fremmest skulle opkræve skatter til vedligehold af hæren, der var magtcentret, og sekundært forvalte lokal jurisdiktion, et system, der til forveksling minder om det persiske satrapsystem.
I 278/77 f.Kr. nåede en gruppe på 30-35.000 keltere til Anatolien og angreb helligdommen ved Didyma. Antiochos I nød stor berømmelse for at have slået dem i “Elefantslaget”, et slag ved Ankyra, der er berømt for at være kelternes første møde med elefanter. Kelterne blev efterfølgende brugt i interne magtkampe, og Antiochos Hierax brugte dem i et forsøg på at vælte den stærkeste magt i området, Pergamon under Attalos. Antiochos led nederlag, forlod Asien og døde i 227 f.Kr. Begivenheden blev udødeliggjort på det kæmpemæssige Zeusalter i Pergamon, som havde alle de institutioner, som kendetegner en græsk bystat: agora, gymnasium, teater, templer og bymure.
Pergamon blev i 212 f.Kr. Roms allierede, da Makedonien valgte at alliere sig med Roms største fjende, den karthagiske Hannibal. Rom blev nu trukket ind i dynastiske stridigheder, og da kong Attalos III i 133 f.Kr. i sit testamente efterlod byen og oplandet frit, betød det, at det hurtigt blev til en romersk provins.
Attalos III’s illegitime søn, Aristonikos, forsøgte med støtte fra Nikomedes II af Bithynien, Pylaimenes af Paphlagonia, Ariarathes V af Kappadokia og Mithridates VI af Pontos at gøre oprør mod det romerske overherredømme. Det blev slået ned, og i 129 f.Kr. begyndte romerne at etablere provinsen. Det betød, at området blev styret af en romersk provinsguvernør, der kunne indkræve op til 10% (tiende) i skatter og 2,5% i toldafgifter på varer. Dette udnyttede man som et middel til personlig berigelse, da skatteopkrævning i Romerriget blev udliciteret.
Mithridates VI Eupaters ekspansion af Pontos til det romerske område blev derfor af mange opfattet som en befrielseskamp og en af grundene til, at man i 88 f.Kr. fulgte hans opfordring til at dræbe romerske borgere og dræbte mellem 80.000 og 150.000 af dem.
Det blev til i alt tre felttog mod Mithridates, før den romerske general Pompeius besejrede ham i 63 f.Kr. Da havde han i 26 år kæmpet mod seks forskellige romerske generaler (Cassius, Sulla, Murena, Cotta, Lucullus og Pompeius), lidt hårde nederlag, været interneret i Armenien, rejst sig igen og marcheret flere hundrede kilometer gennem hårdt terræn for at genopbygge en ny front mod romerne. Inden sejren over Mithridates havde Pompeius ryddet Middelhavet for pirater og gik nu i gang med at reorganisere Asien som provins.
Da det romerske senat ikke ville godkende dette projekt, sluttede han sig til Caesar og Crassus og gennemførte det som en del af dette triumvirat. I 53 f.Kr. forsøgte Crassus sig med at erobre resterne af det gamle Seleukiderige, som partherne havde overtaget, og led et forsmædeligt nederlag. Denne ulykke blev gentaget af Marcus Antonius, der mistede en tredjedel af sine legionærer (over 20.000 soldater) i et slag i 36 f.Kr. Efter slaget ved Actium i 31 f.Kr. blev romerne den dominerende magtfaktor i Anatolien.
I år 250 (eller 247) f.Kr. løsrev den østlige del af Seleukideriget sig og blev til det selvstændige Partherrige. Opkaldt efter den første konge, Arsakes, kom hans dynasti til at hedde arsakiderne.
Partherriget nåede sin største udstrækning i 60 f.Kr. Da strakte det sig fra Indien i øst til Syrien i vest, fra det Kaspiske Hav i nord til det Persiske Hav i syd. Partherne var et nomadefolk, der stammede fra den asiatiske slette, men de lader til at have overtaget den persisk/græske kultur i området og tilføjet egne elementer. En arsakide var således “kongernes konge” ligesom de persiske konger, samtidig med at de var philhellenes (grækernes venner). Græsk fortsatte med at blive talt sammen med aramæisk og persisk.
Riget blev inddelt i flere og mindre satrapier end tidligere (72 mod 20). De enkelte satrapier blev styret af en guvernør (sahrdaran), der var loyal over for kongen som én fra den kongelige familie (waspuhragan), en ældre (wuzurgan) eller en ridder (azadan).
Parthernes nomadekultur kom primært til udtryk i deres kampform. De benyttede sig gerne af beredne bueskytter, der red frem mod fjenden og afskød deres pile for så at trække sig tilbage, lade og så foretage et nyt fremstød. Aristokratiet dyrkede falkejagt, ridning (aswarih), bueskydning (kamanwarih), polo, turnering med spyd (nezagwarih) samt jagt, der skulle ligne kamp. Disse træk havde partherne til fælles med mange af de nomadefolk, der boede på den asiatiske slette.
Partherriget lå mellem to store riger – Kina i øst og Rom i vest – og var nødt til at forsvare sine grænser. I begyndelsen var problemet især den østlige grænse mod Kina, men i løbet af det første århundrede f.Kr. begyndte romerne at udvide mod øst, og det kom derfor til mange grænsekrige i Armenien. Det lykkedes aldrig rigtig hverken partherne eller romerne at få overtaget, og grænsen rykkede sig derfor ikke meget. Partherne var romernes ærkerivaler i hele rigets historie.
Ptolemaios I blev i 305 f.Kr. udnævnt til konge i byen Alexandria i det nordlige Ægypten og indførte græsk som det nye administrationssprog og Serapis som den nye dynastiske gud. Serapis var en kombination af de ægyptiske guder Osiris, konge over de døde og dermed symbolet på faraos sjæl, og Apis-tyren fra Memphis, hvis gang kunne forudsige fremtiden. Dette var et opgør med den herskende ægyptiske elite med hovedsæde i Memphis og en måde, Ptolemaios kunne positionere sig selv og sine. Under Ptolemaios og hans efterkommere voksede Alexandria til at blive et kulturelt centrum.
Især dets Museion og bibliotek var berømt. Byen var således i stand til at tiltrække mange forskellige intellektuelle som matematikeren Euklid og digteren Theokrit. Bogsamlinger blev et konkurrenceparameter blandt de hellenistiske konger, så meget, at da Alexandria lukkede for eksporten af papyrus til Pergamon for at hindre kongen af Pergamon i at opbygge et bibliotek, der kunne konkurrere med det i Alexandria, måtte pergamenerne “opfinde” et nyt medium at skrive på: pergament, som er fremstillet af dyrehud.
Ptolemæerne herskede i Ægypten i konkurrence med den gamle ægyptiske overklasse samt præsteskabet i Memphis. Udenrigspolitisk støttede de forskellige bystater mod andre bystater og kom til at knytte tætte bånd til Athen. De herskede nogenlunde autonomt, indtil Kleopatra søgte Caesars hjælp til at tage magten fra sin bror og dermed allierede sig med ham og senere med Antonius i et forsøg på at konsolidere eller udvide sin magtbase. Da hun og Antonius tabte borgerkrigen mod Octavian i 31 f.Kr., blev Ægypten gjort til romersk provins og var ikke længere selvstændigt.
I de ca. 50 år, der var gået, efter at romerne havde afskaffet kongedømmet, havde de ikke kunnet enes om at træffe politiske beslutninger. I 454 f.Kr. sendte Rom en delegation til Athen for at lade sig inspirere til en statsforfatning. Det tog dem tre år at udfærdige et udkast, som et udvalg bestående af ti (gr. decemvirat) omarbejdede til en lovsamling, skrevet på ti tavler. De ti ønskede dog ikke at afgive den magt, de havde fået, og befolkningen måtte igen besætte samme høj som i 494 f.Kr., før de ti i 449 f.Kr. opgav deres forehavende. De ti tavler blev efterfølgende udvidet med endnu to tavler og blev kendt som de tolv tavlers lov, der var udgangspunktet for den romerske retspraksis.
I de næste ca. 400 år var Rom en republik, styret af to konsuler, der blev valgt af folket, og som skulle lede fællesskabet både politisk og militært. Til at hjælpe sig havde de en administration bestående af flere embedsmænd. Konsulerne og embedsmændene blev valgt af folket på en folkeforsamling, holdt på Marsmarken i Rom. Her stemte man i de regioner, Rom var inddelt i, og efter indtægt – de rigeste først. Når der var opnået flertal, stoppede valghandlingen, og det betød, at det kun var i tilfælde af, at de rigeste i samfundet ikke kunne blive enige, at de fattiges stemmer blev afgørende. Embedsmændene sad et år ad gangen og fik tildelt midler af fællesskabet til at udøve deres embede, men man forventede, at de selv supplerede med en betydelig andel. Det var derfor teoretisk muligt for alle at stille op som embedsmænd, men i realiteten var det kun de rigeste og dem, der kunne låne penge, der havde muligheden for at stille op.
Senatet, bestående af tidligere embedsmænd, vedtog de love, konsulerne og embedsmændene skulle lede efter. Det var desuden senatet, der endeligt skulle godkende de aftaler, konsulerne indgik. Senatet havde endvidere muligheden for i krisesituationer at udnævne en diktator, der i et år, eller indtil der var afholdt valg, udøvede en enevældig magt. Konsulerne og senatet kunne således holde hinanden i skak, og folketribunerne havde magten til at nedlægge veto mod enhver beslutning.
Erobrede landområder indgik i fællesskabet som provinser, der blev administreret af tidligere embedsmænd. Skatteopkrævning, kornforsyning etc. blev udliciteret til private af middelklassen, da det var forbudt for det landejende aristokrati at drive forretning. Det betød, at nogle provinser oplevede at blive udnyttet af den lokale guvernør og hans skatteopkrævere. De havde dog muligheden for at anklage ham for provinsudnyttelse (repetunde). Den økonomiske byrde, det var at deltage i romersk politik, kunne man håbe på at mindske ved at føre en succesfuld krig, da alt krigsbytte tilfaldt hærføreren, der selv fordelte det mellem sig selv, soldater og stat.
I løbet af 400- og 300-tallet f.Kr. påbegynder Rom erobringen af Italien, hvad de fuldendes i 265 f.Kr. Strategien var, ligesom Alexander den Store, at indgå forskellige fredsaftaler med de erobrede parter, sådan at de kunne se en fordel ved ikke at være for hårde i deres modstand mod Rom. Alle skulle dog stille med soldater til hæren og fraskrev sig retten til at føre en selvstændig udenrigspolitik. Romerne gav gerne magten tilbage til den i forvejen herskende elite efter at have lært dem romersk skik og brug samt vænnet dem til romersk levestandard.
Behovet for at holde kontrol med de allierede stod klart efter nederlaget til de keltiske stammer i 387 f.Kr., hvor Roms allierede ikke overholdt deres aftale og undlod at hjælpe Rom i kampen. Udover etruskerne og de latinske stammer mødte romerne modstand fra karthagerne og grækerne i Syditalien. I 280 f.Kr. landede kong Pyrrhos af Epiros i Syditalien for at støtte den græske bystat Terent mod romerne.
.png)
Med sig havde han 20 krigselefanter, som romerne aldrig havde mødt før. Deres første slag blev et nederlag for romerne, men Pyrrhos var tvunget til at bede Rom om fred, selvom han havde sejret. Rom nægtede, og i 275 f.Kr. vandt de slaget ved Beneventum. I 265 f.Kr. havde romerne erobret hele Italien, og året efter, i 264 f.Kr., begyndte den første af tre krige mod den anden stormagt i den vestlige del af Middelhavet, Karthago.
Karthago blev grundlagt som en koloni af den fønikiske bystat Tyre omkring 814 f.kr., men omkring 650 f.Kr. vandt den sin uafhængighed, og frem til 265 f.Kr. udvidede den sin interessesfære til at dække det mest af Nordafrika, det sydlige Spanien, Korsika, Sardinien og det vestlige Sicilien.
Vores viden om Karthagos politiske opbygning skyldes, at Aristoteles i sin Politiken giver en beskrivelse af Karthagos bystyre. Bystyret mindede meget om det romerske og den spartanske, da det blev ledet af to konger (suffeter), valgt årligt blandt aristokratiet. Kongerne blev rådgivet af et senat (gerousia) bestående af aristokrater, en administration bestående af 104 dommere, som blandt andet fungerede som højesteret og udvalgte generaler. I tilfælde af, at kongerne og senatet ikke kunne blive enige om et forslag, stemte man om det i en folkeforsamling.
Den første krig mod Karthago, den første puniske krig (264-241 f.Kr.), blev primært udkæmpet på havet, hvilket romerne lærte sig ved at kopiere karthagenernes krigsskibe. Den romerske flåde blev gang på gang ødelagt, men det lykkedes hver gang at genopbygge den, og til sidst sejrede de endeligt over Karthago ud for de ægatiske øer. Karthago fokuserede nu på at udvide i Spanien under Hamilkar Barkas ledelse. Ved Barkas død overlod han kommandoen til sin søn Hannibal. I 218 f.Kr. brød han den fredsaftale, der var indgået med Rom, og begyndte den anden puniske krig (218-201 f.Kr.). Den krig blev primært ført i Italien, da Hannibal krydsede Alperne med sine elefanter og løbende allierede sig med de folkeslag, der boede i området.
Efter nogle skærmydsler kom det i 217 f.Kr. til et stort slag ved Cannae, hvor den romerske hær led et voldsomt nederlag. I stedet for at opgive sænkede romerne sessionsalderen og gjorde det muligt at betale for en andens udrustning, sådan at fattige, der ikke havde råd til udrustningen, også kunne tjene som soldater. I 215 f.Kr. indgik Hannibal og den makedonske kong Philip den femte alliance, og den første makedonske krig brød ud. I 210 f.Kr. angreb Publius Aemilius Scipio Spanien og trak Hannibals tropper væk fra Rom. Fem år senere indgik Philip en fredsaftale med Rom. I 202 f.Kr. gik Scipio direkte efter Karthago, der kaldte Hannibal tilbage. I slaget ved Zama lykkedes det Scipio at slå Hannibal, og han fik tilnavnet Africanus (Afrikaneren). Efter fredsaftalen med Karthago lovede Rom sin støtte til Rhodos, Pergamon og Athen i deres kamp mod Philip den femte, og den anden makedonske krig brød ud i 201 f.Kr.
Philip blev endeligt overvundet i slaget ved Kynokefalaia i 197 f.Kr. Efter at have overstået den tredje makedonske krig i 168 f.Kr., nedkæmpede romerne et oprør i Spanien, inden den tredje puniske krig brød ud 149 f.Kr. da karthagerne erklærede Roms allierede, Numidien, krig. I 146 f.Kr. jævnede den romerske hærfører Publius Scipio Aaemilianus Africanus den yngre Karthago med jorden og tog et utal af slaver og krigsbytte med tilbage til Rom. Scipio var egentlig for ung til at kunne varetage overkommandoen over hæren, men den romerske befolkning havde valgt at tilsidesætte statsforfatningen for at få en kompetent general. Scipio begyndte at professionalisere den romerske hær ved bl.a. at indføre en streng disciplin og træning.
I 133 f.Kr. overtog Rom styringen med Pergamon, og Scipio blev for anden gang valgt til at føre krig mod den spanske by Numantia, selvom det var i strid med loven. Samtidig foreslog hans fætter, Tiberius Gracchus, en øvre grænse for, hvor meget land man måtte eje, og at det overskydende land blev givet til de fattige. Lovforslaget var så provokerende, at det næsten førte til borgerkrig, og Tiberius Gracchus blev slået ihjel. Hans lillebror, Gajus Gracchus, fik forslaget gennemført i 122 f.Kr., inden han selv blev dræbt.
Graccherne og Scipio er eksempler på to forskellige tilgange til at gøre sin indflydelse gældende i romersk politik. Scipio udnyttede sin militære kunnen til at få folket til at tilsidesætte gældende retspraksis og gennem sin vundne popularitet få gennemført sine politiske ambitioner. Graccherne forsøgte at mobilisere den fattige del af befolkningen ved at tale deres sag og derigennem stække vingerne på deres politiske modstandere. Den form for politik blev kendt som populares (populær/folkelig) og stod i modsætning til optimates, der primært varetog de riges interesser. Scipio placerede sig midt imellem disse to yderpunkter.
I 111 f.Kr. kom det til krig mod den numidiske konge Jugurtha i Nordafrika. Han blev nedkæmpet af Gajus Marius, der i modsætning til de tidligere generaler ikke kom fra en aristokratisk familie. Han blev i perioden 104-100 f.Kr. år efter år valgt som konsul, sådan at han kunne lede kampen mod de galliske stammer, som truede nordfra.
Kelterne (gr. Keltoi, la. galli) er betegnelsen for et folk, der boede i Mellem- og Sydeuropa (Spanien, Frankrig, England, Tyskland og Balkan) og delte et sprogligt og kulturelt fællesskab. I begyndelsen lader kulturen ved La Tène til at have været modeskabende, da den udsmykning, vi finder dér, blev kopieret i de andre keltisktalende områder. Fra omkring 1200-475 f.Kr. var det kulturen fra Halstatt, som blev dominerende.
Den handlede med den græske bystat Massalia (Marseille) i Sydfrankrig via Rhinen, hvilket introducerede græske luksusvarer for den keltiske verden.
I slutningen af perioden holdt Rhinen op med at blive brugt som handelsvej, og kelterne begyndte at vandre. Folkevandringerne stoppede endeligt, da galatæerne (gr. Galatae) invaderede Anatolien og efter lange kampe vandt sig Galatien. De keltiske folkeslag var opdelt i mindre stammer, der igen var opdelt i mindre klaner. Klanerne blev ledet af enten en konge eller af to høvdinge, der havde et råd at støtte sig til. Vigtige beslutninger blev truffet på folkeforsamlinger. Samfundet bestod primært af landbrug centreret om landsbyer (la. oppida), hvor der fandtes håndværkere. Aristokratiet sad på det meste af handel og landbrug, hvilket gjorde, at en stor del af befolkningen var afhængig af dets beskyttelse for at overleve og derfor tvunget til at adlyde det.
Kelterne var kendt som et modigt, stærkt og meget krigerisk folkefærd. Kelterne i Frankrig og England var kendt for druiderne, en form for præster, der tilsyneladende var tæt forbundne til lunde og for menneskeoffringer. Efter Caesars invasion i 58 f.Kr. tilpassede kelterne sig den romerske kultur, men ikke uden sværdslag. Den galliske konge Vercingetorix gjorde oprør i 52 f.Kr., og efter romernes erobring af England ca. 60 e.Kr. gjorde dronning Boudica oprør. I det senromerske kejserrige var Frankrig grobund for tronprætendenter.
Marius fuldendte den professionalisering af hæren, som Scipio havde igangsat, idet man nu også trænede om vinteren, samtidig med at det nu var hærføreren og ikke den romerske stat, som betalte soldaterne deres løn. Soldaternes loyalitet lå derfor hos hærføreren, såfremt denne var en succes. I 91 f.Kr. gik Roms allierede i Italien i krig mod Rom for at få borgerrettigheder. Marius' tidligere næstkommanderende, Sulla, blev valgt til at nedkæmpe de allierede, men i 89 f.Kr. invaderede Mithridates den femte fra Pontus Grækenland, og Sulla gav sine allierede borgerrettigheder for at koncentrere sig om Mithridates. Da man overvejede at give Marius overkommandoen i kampen mod Mithridates, rykkede Sulla først ind i Rom, inden han tog til Grækenland for at bekæmpe Mithridates. I 85 f.Kr. sluttede Sulla fred med Mithridates, og i 82 f.Kr. blev han valgt til diktator (enehersker). Han begyndte et rædselsregime mod sine politiske modstandere og gav ordet diktator den negative ladning, det har i dag. I 79 f.Kr. trak han sig tilbage og døde året efter.
I 73 f.Kr. nedkæmpede Crassus en opstand bestående af slaver og gladiatorer, ledet af Spartacus i Syditalien, og positionerede sig selv som en af de rigeste mænd i Rom.
I 67 f.Kr. rensede en af Sullas tidligere støtter, Gnaeus Pompeius, Middelhavet for pirater, og i 66 f.Kr. fik han ekstraordinært beføjelse til at nedkæmpe Mithridates og overkommandoen med alle tropperne i Østen. Pompeius benyttede muligheden til at omorganisere administrationen af provinsen Asia i øst. I 63 f.Kr. forsøgte en af Sullas tidligere næstkommanderende, Catilina, at snigmyrde den siddende konsul, Marcus Tullius Cicero, og tage magten i Romerriget.
Sammensværgelsen blev afsløret, og Catilina måtte flygte fra Rom og blev senere nedkæmpet. I 62 f.Kr. vendte Pompeius tilbage til Rom, men da senatet ikke ville ratificere hans omorganisering af Asia, indgik han et samarbejde med Crassus og Caesar (det første triumvirat). Caesar blev valgt til konsul i 59 f.Kr. og fik gennemført Pompeius’ ændringer. I 58 f.Kr. begyndte Caesar sin invasion af Gallien, som var med til at berige ham og gøre ham populær blandt befolkningen i Rom. Det romerske senat var dog bekymret for Caesars krigsførelse, der var ulovlig, da den varede længere end det år, han tjente som provinsguvernør. Men sålænge Crassus og Pompeius støttede ham, var de uden politisk indflydelse.
I 53 f.Kr. døde Crassus i slaget ved Carrhae mod partherne, og året efter måtte Caesar nedkæmpe et oprør fra den galliske leder Vercingetorix. Senatet valgte Pompeius til enekonsul året efter, og han valgte at trække sin støtte til Caesar. I 49 f.Kr. brød en borgerkrig ud mellem Caesar og Pompeius. Det endte med, at Pompeius blev slået i slaget ved Pharsalos og måtte flygte til Ægypten, hvor han blev slået ihjel. Caesar blandede sig i Ægyptens politik, da faraos søster, Kleopatra, bad om hans hjælp til at tage magten i landet. Han valgte at støtte hende og fik hende indsat som farao. Han havde derved sikret forbindelsen til en af de vigtigste kilder til korn.
I løbet af sin karriere gennemførte Caesar et større reformarbejde, der bl.a. inkluderede en ny kalender, inden han i 44 f.Kr. blev valgt til diktator for livstid og snigmyrdet af utilfredse senatorer, ledet af Brutus og Cassius.
Mordet på Caesar kastede Rom ud i en langvarig og opslidende borgerkrig. I sit testamente havde Caesar adopteret Octavian, der dog måtte kæmpe med Caesars støtter Marcus Antonius og Marcus Lepidus om magten. I november 43 f.Kr. indgik de tre det andet triumvirat, som senatet oprettede for en periode på fem år med henblik på at hævne mordet på Caesar. I 42 f.Kr. besejrede Antonius Brutus og Cassius i slaget ved Filipi, og senatet erklærede Caesar for guddommelig. To år senere mødtes triumvierne i Brundisium og delte Romerriget imellem sig. De tre fortsatte med at jage de hærenheder, der stadig blev ledet af tilhængere af den den gamle republik eller af Pompeius. I 36 f.Kr. blev Lepidus dømt for oprør på Sicilien og drevet i eksil.
Antonius allierede sig med Caesars gamle allierede Kleopatra og levede et liv som en typisk konge. Octavian benyttede muligheden til at vende folkestemningen mod Antonius og indledte en krig imod ham. I 31 f.Kr. mødtes de to tidligere allierede i et søslag ved Actiums forbjerg. Det lykkedes Antonius og Kleopatra at flygte til Ægypten, hvor de begik selvmord i stedet for at blive hånet ved at blive ført gennem Roms gader, trukket efter Octavians vogn. Octavian fejrede en tredobbelt triumf ved sin hjemkomst i 29 f.Kr. Året efter hædrede senatet ham ved at gøre ham til deres permanente leder. Han takkede ved at nedlægge de ekstraordinære magtbeføjelser, han havde som triumvir, og fik navnet Augustus (den ophøjede) samt magten over Roms vigtigste provinser, herunder Ægypten, der blev hans personlige provins. I løbet af de næsten 15 år, der var gået fra Caesars død til slaget ved Actium, var langt størstedelen af de gamle medlemmer af senatet enten døde som en del af kampene, som en konsekvens af Octavians udrensninger, eller af alderdom. Octavian havde sørget for at få de ledige pladser fyldt med sine støtter. I perioden fra 27-23 f.Kr. blev Augustus hvert år “valgt” til konsul, indtil han i 23 f.Kr. fik plebejertribunens magt, dvs. muligheden for at nedlægge veto, administrere de provinser, han havde erobret, herunder i Ægypten, samt at have kontrollen med sine soldater.
.png)
Augustus var nu formelt set ligestillet med de andre romerske politikere, men med muligheden for at lede senatet, nedlægge veto samt have kontrollen over kornforsyningen, som han påtog sig 22 f.Kr, havde han den reelle magt over Romerriget. Dette kom til udtryk i 20 f.Kr., hvor han indgik en aftale med partherkongen, og i 19 f.Kr., hvor han fik tildelt livsvarig magt som konsul. Romerriget bestod nu af to dele. De provinser, der var oprettet inden Augustus’ tiltrædelse, blev administreret efter den gamle ordning, dvs. af tidligere embedsmænd, der var blevet valgt på folkeforsamlingen, og rigets styre blev stadig varetaget af to konsuler, der blev valgt. Samtidig var der de provinser, Augustus havde oprettet, og som han udpegede lederen for. Da Augustus’ besiddelser var for store til, at én mand kunne administrere det hele, var der derfor en administration, udpeget af Augustus selv. Han fik indført, at soldaterne fik en månedsløn, der gjorde det muligt at vælge hæren som en karrierevej, og han fik oprettet et særligt korps, prætorianergarden. Den fungerede som kejserens personlige tropper og som politi/brandvæsen. Augustus havde dermed oprettet de institutioner, der gjorde sig gældende i det romerske kejserrige. I år 14 e.Kr. døde Augustus og blev efterfulgt af Tiberius, der som hans adoptivsøn arvede alle de besiddelser og privilegier, Augustus havde opnået.
De første fem hundrede år af Romerrigets historie var præget af ekspansion. Nederlag til trods lykkedes det gang på gang romerne at rejse sig og fortsætte rigets ekspansion. Først i 9 e.Kr. ved nederlaget i Teutoburgerskoven opgav romerne at ekspandere yderligere nordpå.
