Efter perserkrigene (480-79 f.Kr.) brugte Athen sin succes med flåden til at oprette det deliske søforbund, hvor de deltagende bystater var med til at finansiere den athenske flåde mod at kunne få hjælp fra Athen i tilfælde af krig...
Efter perserkrigene (480-79 f.Kr.) brugte Athen sin succes med flåden til at oprette det deliske søforbund, hvor de deltagende bystater var med til at finansiere den athenske flåde mod at kunne få hjælp fra Athen i tilfælde af krig. Pengekassen blev i første omgang opstillet på øen Delos for senere at blive flyttet til Athen.
Sparta fortsatte som leder af det peloponnesiske forbund, men trak sig fra enhver oversøisk aktivitet. Dette skabte en koldkrigssituation mellem de to “supermagter” Athen og Sparta.
I 460 f.Kr. kom det til kampe i “den første peloponnesiske krig”, der navnet til trods udspillede sig midt i Grækenland. Det lader sig ikke bestemme, hvem der vandt krigen. Den athenske statsmand Perikles fik umiddelbart efter krigen sat gang i det offentlige byggeri, bl.a. Akropolis, som athenerne ellers havde svoret aldrig at genopbygge, men den skulle stå som en skamstøtte over persernes barbari. Også Agora og havnebyen Piraeus, der blev forbundet til Athen af et langt murforløb, gennemgik en udvikling, der var med til at gøre Athen til en storby. Den øgede byggeaktivitet gav arbejde og penge til befolkningen og har været med til at øge Perikles’ popularitet (han blev genvalgt hvert år i perioden 444-429 f.Kr.).
Han fik endvidere indført aflønning af nævninge ved folkedomstolen, samt at kun børn af to athenske forældre kunne opnå athensk statsborgerskab. I 431 f.Kr. bryder “den peloponnesiske krig” ud mellem Athen og Sparta. Sparta fik økonomisk opbakning af perserne, og Athen blev tidligt i 430/29 f.Kr. ramt af en pest, men det var ikke muligt for den ene part at få overtaget. Der blev således indgået en fredsaftale i 421 f.Kr., “Nikiasfreden”. Den holdt, indtil den athenske statsmand Alkibiades, der var vokset op hos Perikles, overtalte befolkningen til at angribe Sicilien. Togtet (415-413 f.Kr.) gik mod Syrakus, der var Spartas allierede, og var en katastrofe for Athen, der mistede størstedelen af sine soldater. Det lykkedes Athen at overvinde modgangen, men Alkibiades valgte at flygte til Sparta, hvor han stod bag belejringen af Decelea, hvilket gav Sparta kontrollen med Attika. Han ragede dog uklar med den spartanske konge og måtte flygte til perserne, hvor han endte sine dage.
Slutningen af den peloponnesiske krig (413-404 f.Kr.) blev primært udkæmpet i Attika og på den ægæiske kyst. Efter en belejring måtte Athen overgive sig i 404 f.Kr., og den genvandt aldrig sin tidligere storhed. Spartanerne indsatte et oligarki bestående af tredive mænd, ledet af Kritias, som i løbet af de otte måneder, de havde magten, dræbte fem procent af den athenske befolkning, konfiskerede andres ejendomme og sendte demokrater i eksil. De blev derfor kendt som de tredive tyranner. Der blev givet generel amnesti for forbrydelser begået under de tredive tyranner, men i 399 f.Kr. blev Sokrates, der havde haft en tæt forbindelse til mange af tyrannerne, anklaget for ugudelighed og for at fordærve ungdommen og dømt til døden.
Athen fortsatte med at blomstre som et kulturcentrum. Det var her, Platon grundlagde sit Akademi og Aristoteles sit Lykeion, ligesom det var her, Praxiteles lavede sine skulpturer. Tragikerne Aischylos, Sofokles og Euripides, komikeren Aristophanes og talere som Isokrates og Demosthenes skrev og talte til den athenske offentlighed.
Sparta kom til at dominere græsk politik i perioden fra 404-371 f.Kr. De besejrede således en alliance bestående af Athen, Boiotien, Argos og Korinth i den såkaldte korinthiske krig 395-386 f.Kr. De indgik en fredsaftale med perserne i 386 f.Kr. kaldet “kongefreden”. I 378 f.Kr. genoplivede Athen sit søforbund med Theben som en af grundlæggerne. Forbundet holdt indtil 338 f.Kr. Theben meldte sig dermed på den politiske scene, og i 371 f.Kr. i slaget ved Leuktra lykkedes det under Epaimondas’ ledelse at besejre spartanerne. I 366 f.Kr. må spartanerne finde sig i, at de peloponnesiske forbund bliver opløst, og i 361 f.Kr. bliver der indgået en generel fredsaftale.
I mellemtiden var Makedonien i det nordlige Grækenland begyndt at opruste. I 359 f.Kr. kommer Philip den Anden til magten og begynder en ekspansion af det makedonske område. Philip havde været gidsel i tre år i Theben, inden han kom til magten i Makedonien. Her lykkedes han med at forene og urbanisere området, samtidig med at han angreb og erobrede det meste af Grækenland og slog Athen og Theben i slaget ved Chaeronea i 338 f.Kr. Han blev dog snigmyrdet to år senere og blev efterfulgt af sin søn Alexander.
Alexander den Tredje, eller “den Store”, begyndte med at belejre og nedkæmpe Theben i 335 f.Kr., da byen satte spørgsmålstegn ved hans legitimitet. Alexander behandlede Theben meget hårdhændet, og erobringen blev til et rent blodbad. Alexander undskyldte sig med, at Theben var ene om at have støttet perserne i krigen ved Plataia i 479 f.Kr., og denne skændsel var nu blevet hævnet. De græske bystater, der frivilligt eller med ringe modstand overgav sig til Alexander, behandlede han væsentligt mildere. Dette var kendetegnende for Alexanders strategi. Han gjorde det hensigtsmæssigt ikke at modsætte sig hans styre, da man dermed kunne opnå en bedre behandling.
Han fortsatte Philips ekspansion mod øst, og i 334 gik han over Bosperos og angreb perserriget. Alexander var en dygtig strateg, men havde også fornemmelse for propaganda. Byen Gordion var et knudepunkt for rejsen gennem Anatolien, og sent i 334 f.Kr. førte Alexander sin hær dertil. Byen var også berømt for at have en vogn stående i Zeustemplet med en knude, der ikke kunne løses. Den, der mod forventning løste knuden, ville blive hersker over Asien. Alexander betragtede knuden og valgte meget pragmatisk enten at hugge knuden over eller fjerne den nagle, der holdt knuden fast til vognen.
Den første rigtige styrkeprøve mellem Alexander og kong Dareios den Tredje stod i slaget ved Issos i 333 f.Kr. Her lykkedes det Alexander at udnytte områdets geografi, sådan at Dareios ikke kunne udnytte sin talmæssige overlegenhed, og han besejrede den persiske hær efter Dareios’ flugt. Sejren skyldtes også, at makedonerne havde videreudviklet den græske falanks.
Den teknologiske udvikling i landbruget havde frigivet arbejdskraft til hæren, der næsten var tredoblet i antal og derfor var blevet specialiseret. Nogle kæmpede primært med kasteskyts eller bue, andre var specialiseret i at ride, og andre fungerede som hoplitter. Hoplittens udrustning inkluderede en lanse på fem meter med et blad på halvtreds cm, kendt som en saris. Hoplitterne kunne placeres i en blokformation eller i en kileformation, enten med et mellemrum på op til 1,8 meter eller med skjoldet i ryggen på den foranstående. Dette skabte en mobil enhed, der kunne tilpasse sig terrænet.
I 331 f.Kr. lykkedes det Alexander at besejre Dareios den Tredje endeligt i slaget ved Gaugamela. Efter sejren fortsatte han øst, på og nåede frem til Indien og Indusfloden, før han måtte vende tilbage.
I 323 f.Kr. døde han i Babylon efter mere end ti år på farten. Vi ved ikke, hvordan Alexander havde tænkt sig at styre så stort et rige, men han blev kendt for at grundlægge byer dér, hvor han kom frem og især i Asien. Disse byer blev gerne opkaldt efter ham, og den mest kendte er Alexandria i Ægypten.
Da eliten i disse byer var græsktalende, fik Alexander spredt den græske kultur over et stort geografisk område. Efter Alexanders død var der interne magtkampe blandt hans generaler (gr. diadochoi). Der blev udkæmpet fire store slag mellem arvtagerne. Det sidste store slag fandt sted ved Ipsos i 301 f.Kr. Resultatet blev, at Ptolemaios kunne udnævne sig selv til konge over Ægypten med hovedsæde i Alexandria, at Seleukos blev konge over det gamle perserrige, Lysimakos overtog Thrakien, Antigonos herskede i Anatolien, Kassander styrede Makedonien og Grækenland, og Epiros havde et lille rige i det vestlige Grækenland.
Tidligt i perioden begyndte skulpturens strenge stil at smitte af på den skulpturelle udsmykning af templerne (jf. Zeustemplet i Olympia).
I højklassisk tid perfektionerer Perikles udnyttelsen af templet som prestigebyggeri (Parthenon). Parthenon er opført i den doriske orden, søjlernes entasis og bygningens kurvatur er lavet så præcist, at det næppe kan ses med det blotte øje. Udsmykningen af templet stod Fidias for. Parthenon-frisen er således lavet i “ægte klassisk stil”: idealiserede mennesker uden følelsesudtryk. Templer bygges nu med søjleantallet 2:1+1. Det er også i denne periode, den ioniske orden spreder sig ud over den græske verden.
Sent i perioden bliver gravmæler og tholoi populære. Tholosen benyttede sig af søjler fra både den joniske, den doriske og den korinthiske orden. Det er også i denne periode, man begynder at bygge de store permanente stenteatre som erstatning for de tidligere træteatre. En lignende udvikling findes i privathusene, der i periodens begyndelse var beskedne to-etages huse, bygget om en gårdsplads som den primære lyskilde, og vinduer placeret højt, så de ikke generede privatlivet. Men i løbet af perioden begynder mere bemærkelsesværdige bygninger at dukke op. De havde således en gårdsplads med én eller flere søjlerækker.
Tidligt i den klassiske tid træder kouros- og kore-skulpturne i stedet for vasen som gravmarkør eller bruges som votivgaver i templet. Fra 480 bliver koren klædt i en peplos. Skulpturer optræder nu også i arkitektoniske sammenhænge. Man placerer fx skulpturer i gavlene, i metoperne eller friserne og som søjler (karyatider). Med Kritiosdrengen ser vi en skulptør, der vælger at bryde med det 150 år gamle standmotiv og skabe lidt bevægelse ved hoften af skulpturen.
I højklassisk tid stræber man efter en større realisme i kompositionen samtidig med en indre og ydre harmoni (den strenge stil). Udviklingen mod den strenge stil og væk fra den dædaliske, som begyndte med Kritiosdrengen, skal muligvis forstås som et ønske om at bryde med den orientalske arv samt et øget fokus på menneskets ansvar som enkeltperson og som del af en gruppe. Stilen lader til at have passet til gengivelsen af guderne, da den især bliver brugt til dette. Her skal vi huske på, at forståelsen af menneskets psykologi på dette tidspunkt koncentrerede sig om personens karakter (ethos) og hans reaktioner på omverdenen (pathos). Den strenge stil symboliserer dermed en nobel holdning til omverdenen.
Der opstår dog et ønske om at kunne gengive mere korrekte gengivelser af bevægelse hos skulpturen. Dette forsøgte man at gøre ved at analysere bevægelsen i dens enkelte dele, kaldet rythmos. En rythmos svarer således til et dansetrin, og et af de tidligste eksempler på en skulptur, der er fanget i en bestanddel af en bevægelse, er Myrons “Diskobolos”. Denne skulptur er fanget midt i en bevægelse, nemlig det prægnante øjeblik, lige før han skal til at kaste sin diskos. Dette betyder, at dette øjebliksbillede kommer til at repræsentere hele bevægelsen og skal vække beskuerens fantasi, sådan at han selv fuldender bevægelsen. Rythmos bliver senere knyttet til den arkaiske tids symmetriske tilgang i et ønske om at skabe det fuldkomne (harmonia) forhold mellem de enkelte dele (symmetria). Polyklet opnåede dette i sin “Spydbæreren”, hvor han benyttede sig af kontrapost-stillingen (hele vægten bæres af det ene ben).
Sent i denne periode fatter man en fascination ved den tekniske kunnen, som kommer til udtryk i en forkærlighed for skulpturer, der er vindomsuste, sådan at tøjet klæber sig til kroppen. Skulpturerne i denne periode var som oftest fremstillet i bronze og er derfor blevet smeltet om. De skulpturer, vi kender, er dem, som romerne fremstillede marmorreproduktioner af. Dette gjorde man ved at afsætte målepunkter på en gipsafstøbning og overføre disse til en marmorblok, men man arbejdede også ud fra tegninger og lavede egne fortolkninger af klassisk græske motiver.
Sent i perioden bryder Praxiteles normerne og skaber en nøgen kultstatue af Afrodite til et tempel i Knidos. Man søger i højere grad at give en karakteristik af en person end at fremstille et ideal, hvilket kommer til udtryk i de fiktive portrætskulpturer. Dette kan opfattes som et udtryk for, at pathos overtager for ethos.
Tidlig klassisk tid
Keramikudsmykningen er mere indholdsrig i henseende til udtrykket.
Klassisk
Keramikudsmykningen blev nu udvidet med hvidgrundsteknikken, inspireret af Spydbæreren, og man begyndte at portrættere historiske begivenheder.
Mosaikken erstatter bemalet brolægning i husenes entréer. I begyndelsen med geometriske former, senere med figurer. Man benytter småsten i sort eller hvid.
