Antik filosofi kom til udtryk i mange forskellige tekstarter. Enkelte filosofiske retninger vil derfor her kort blive skitseret som et filosofisk system uafhængigt af deres udtryksform.
Antik filosofi kom til udtryk i mange forskellige tekstarter. Enkelte filosofiske retninger vil derfor her kort blive skitseret som et filosofisk system uafhængigt af deres udtryksform.
Den græske filosofi opstod ikke i et tomrum, men var ligesom den materielle verden påvirket af de omkringliggende magtcentre i Ægypten og Mesopotamien. Den ægyptiske og mesopotamiske tankeverden var på det religiøs plan polyteistisk ligesom den græske. I et polyteistisk verdensbillede optræder der guder og overnaturlige kræfter bag det, der i moderne terminologi kaldes naturfænomener og naturkræfter. Tanken er den, at man gennem den rette religiøse praksis kan påvirke disse kræfter i en eller anden retning. Det var derfor vigtigt at udføre disse handlinger på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. I Ægypten opstod en selvstændig præstekaste, som havde ansvaret for at varetage den del. Guderne var gerne himmelske (i.e. *deiwos), og under dem fandtes mindre ånder/herrere (i.e. *asura)
.png)
Fælles for ikke bare de græske, mesopotamiske og ægyptiske verdensopfattelser men også de indiske og kinesiske var tanken om en tredelt verden, himmel, jord og underverden. Der er en rigdom på beskrivelser af verdens tilblivelse og dens forandring, men der er ikke mange oplysninger om dens geometri. Disse kosmogonier udvikler sig til theogonier, der handler om gudernes tilblivelse og forandring. Fortællingerne tjente til at forklare verdens indretning og kaldes derfor for ætiologiske. Gennem magien forsøgte man at få indsigt i gudernes vilje. Dette kunne man opnå gennem auguri eller varselstydning, hvor fuglenes flugt eller dyreindvolde (gerne leveren) blev observeret for anomali, som kunne være tegn på gudernes mod- eller velvilje.
En anden måde at opnå indsigt var gennem divination, som drømmetydning, orakelsvar eller astrologi. Den astrologiske divination kom til at spille en vigtig rolle, da den var en inspirationskilde til udviklingen af kalenderen samt en matematisk teori for planeternes bevægelser.
Som en reaktion på polyteismen fik en hyrde et sted mellem 1000 og 600 f.Kr. en ide eller en åbenbaring. Zarathustra (gammel kamelmand) Spitama, som hyrden hed, levede i området ved Bactria og Gandhara i et pastoralt samfund og postulerede, at de gamle guder (avestisk daeva) var dæmoner, og at den nye gud var herren (avestisk ahura). Den nye gud Ahura Mazda (den eftertænksomme herre) var en skabende intelligens, som kommunikerede gennem syner, og blev forbundet med abstrakte kvaliteter som ret (aša), god tanke (vohu manah), fromhed (ārmati), velvilje (spənta manyu) og kontrol (xšaθra).
Mennesket befinder sig en kamp imellem den gode vilje (spənta manyu) og den onde vilje (angra manyu), tidens (Zruvans) tvillinger. Senere i religionens udvikling står kampen mellem Ohrmazd (= Ahura Mazda) og Ahriman. Det er en strengt dualistisk religion, hvor det gode kun kan erkendes gennem dets abstrakte kvaliteter og derfor kun intuitivt. Den religion, Zarathustra grundlagde, bærer præg af at være en del af en social omvæltning, hvor de gamle samfundsstrukturer med en herskende adelig overklasse blev udfordret af en ny velhaver klasse. En løsning blev, at det enkelte menneske kvaliteter knyttede sig til at placere sig korrekt i kampen mellem de to absolutter det gode og det onde.
Zarathustras tanker kendes gennem en række af hymner, hvor en del er komponeret af Zarathustra selv. De religiøse tekster blev mundtligt overleveret indtil tidligst arsakiderne og fremkomsten af det aramæiske alfabet.
Nord for Bactria og Gandhara i det området, grækernes kaldte for Skythien, levede en skyther Anacharsis, der i lighed med Zarathustra gjorde op med de eksisterende samfundsstrukturer. I modsætning til Zarathustra skrev Anacharsis ikke selv noget. Vi kender derfor mest hans tanker fra de græske forfattere. Anacharsis var tilsyneladende i eksil i Grækenland, hvor han besøgte de ledende skikkelser. Efter de græske kilder at dømme stillede han spørgsmålstegn ved de etableret systemer, i det et kriterium ud fra, hvilket man kan dømme om noget er rigtigt eller forkert, ifølge Anacharsis ikke findes. Et kriterium kan nemlig enten være sagligt eller usagligt, men kun det saglige kriterium kan dømme et sagligt kriterium. Man kan kun bedømme et kriterium med et identisk kriterium ellers vil det være forskellige kriteria, hvor det ene vil være usagligt i forhold til det andet. Da de to kriteria er identiske, hvilket kriterium kan så dømme mellem de to identiske saglige kriteria? Der findes derfor ikke et kriterium. Dette gør det umuligt at vide noget med sikkerhed. Denne tanke lader til at have været udbredt blandt skytherne, da kinesiske kilder tilskriver dem samme holdning.
.png)
Anacharsis blev adopteret af grækerne og var sammen med f.eks. Solon en fast del af antikkens syv vise.
Siddhārtha Gautama, den senere Buddha, blev født ind i anden kaste (kṣariyas) blandt sakya-stammen (sakyamuni Skythernes vise). Ifølge legenderne om hans liv forsøgte hans far at skærme ham fra omverdenen men mislykkedes. Mødet med omverdenen fik Siddhārtha til at reflektere over tingenes natur og til at trække sig fra det traditionelle fællesskab. Hans refleksioner blev samlet til en lære (dharma).
Den buddhistiske lære siger, at universet er en beholder (bhājana) med væsner (sattua). Den fysiske verden er en sammensætning af fem elementer: jord, vand, ild, luft og rum (det uendelige). På grund af karma og genfødsel gennemgår vi seks verdener:
Der findes i alt 31 niveauer. De seks verdener er de seks første niveauer. Helvede er et pinslernes sted hvor man soner dårlig karma. Over helvede kommer dyreriget, der er en prøvelse, eftersom dyr kontrolleres af deres sanser og begær. Spøgelser er en eksistens, der følger af en for tæt tilknytning til det sanselige. Titaner er styret af deres eget magtbegær og kontrolleret af deres voldelige instinkter. Det femte niveau og menneskene er en eftertragtet genfødsel, da det er en middelvej mellem smerte og nydelse, og man risikerer derfor ikke at glemme at søge Nirvana. Genfødsel som gud er nydelse, og øger risikoen for, at man glemmer at søge efter Nirvana. Niveau 7-11 består af mindre guder fra det hinduistiske pantheon som Indra og Brahman. De bor alle på bjerget Meru. Niveau 12-27 består af ren form (rūpāvacara) og højere guder. Niveau 28-31 består af formløshed (arūpāvacara), nr. 28 er det uendelige rum, 29 uendelig bevidsthed, 30 intethed og 31 hverken perception eller ikke-perception.
Valg (catanā) skaber en mental tilstand (saṃskāras), der fører til frugten af valget (phala). Handlinger er enten gode (kuśala) eller dårlige (akuśala). Alt efter, hvor god eller dårlig en handling/et valg er, kan det give mere eller mindre karma.
Der findes fire ædle sandheder, der opnås gennem moral (śīla) og visdom (prajñā):
Buddhas lære kan ses som reaktion ikke bare på den hinduismen men også på Zarathustras strenge dualisme, der i lighed med Anacharsis, hævder, at erkendelse er en umulighed, og derfor er bedre ingen holdning at have, da dette medfører sjælefred.
I Ionien opstod der en bevægelse af tænkere, som forsøgte, at give en beskrivelse af verdens natur uden brug af guder. Disse tænkere er kendt som de ioniske naturfilosoffer eller de førsokratiske filosoffer. Den første betegnelse kommer af, at langt størstedelen af filosofferne i denne periode kom fra Ionien, og den anden betegnelse kommer af, at de alle levede før den berømte tænker Sokrates. De er primært kendt fra citater hos senere filosoffer, som levede efter Sokrates, og der er kun i enkelte tilfælde overleveret længere sammenhængende værker fra deres egen hånd. Det gør det svært at udtale sig med sikkerhed om præcist, hvad de mente, og hvordan de kan have inspireret hinanden. I enkelte tilfælde bliver en filosof omtalt som elev af en anden, men der er ikke yderligere evidens for, at der skulle have været decideret skoler inden for filosofien på dette tidspunkt. Der er derimod evidens for, at deres tanker blev spredt som bøger, der blev kopieret i hånden og derfor uden for forfatterens kontrol.
I fortællingerne om de førsokratiske filosoffer er der en del fællestræk. De søgte alle en forklaring på verdens arkhē (ophav, udgangspunkt, kilde). Denne arkhē skal forstås ikke kun som verdens udgangspunkt i tid men også kausalt. Som en følge deraf opstod problemet om forandring/udvikling, hvordan kan det lade sig gøre, at X bliver til Y, og er det muligt, at noget forandres og stadig er det samme? I deres søgen efter svar på disse spørgsmål rejste en del af dem til Ægypten og den nære orient. Den stereotype førsokratiske filosof var en verdensfjern tænker, der ikke var opmærksom på det, der var lige foran ham.
En af de første til at søge efter et ikke guddommeligt arkhē var Thales fra Milet (fl. 600 f.Kr.). Ifølge Thales går alt til tilbage til et stof (hylē): vand. Han er derfor blevet citeret for to synspunkter: »Alt er vand« og »Jorden hviler på vand.« En af de mere berømte anekdoter om Thales fortæller, at mens han gik og overvejede stjernerne faldt i en brønd. Dette giver indtryk af en verdensfjern tænker, men han brugte sin viden til at give retningslinjer til en statsforfatning. Interessen for verdens og samfundets opbygning delte han med Solon, der ligesom Thales indgik som en af antikkens syv vise. Men modsat Thales, kendes Solon kun for sine digte om den retfærdige samfundsindretning.
Milet var også hjemstavn for Anaximander (fl. 580 f.Kr.), der levede umiddelbart efter Thales. Anaximander var blandt kendt for at være den første græker til at konstruere et solur. Han postulerede at arkhē var det ubegrænsede/uafgrænsede (apeiron), som lå til grund for de fire grundelementer ild, jord, luft og vand. Det er ikke helt klart, om Anaximander forestillede sig apeiron, som en uendelighed eller noget større en verden. Præcis på hvilken måde apeiron var en arkhē, er ikke til at bestemme, da det, vi får at vide, at apeiron er det, hvorfra ting opstår, og hvortil de forgår. Han forestillede sig iøvrigt at mennesket ligesom verden måtte være opstået af noget andet, for mennesket kræver en langvarig opfostring og ville ikke kunne overleve sådan, som det er nu. Han argumenterede desuden for, at Jorden forblev ubevægelig, den var placeret i et centrum med lige langt til yderpunkterne, og der var derfor ikke nogen særlig grund til at bevæge sig i den ene eller den anden retning, og jorden forblev derfor. Tanken bag denne banale betragtning er, at hvis en begivenhed B indtræder fremfor en anden begivenhed B*, skal der være en tilstrækkelig grund til, at B indtræder fremfor B*.
Thales og Anaximander repræsenterer det første skridt væk fra en mytologisk verdensopfattelse mod en mere naturvidenskabelig verdensopfattelse.
Pythagoras (fl. 540 f.Kr.) var fra den lille ø Samos, som ligger ud for Ioniens kyststrækning. Efter rejseaktivitet i Ægypten og Persien vendte han tilbage til Samos og grundlagde der en filosofisk skole, som havde stor tiltrækningskraft i hele antikken. Pythagoras’ skole behandlede ikke kun filosofiske emner men gav også leveregler såsom, »lad ikke vandet vendt mod solen«, hvilket sammen med troen på sjælevandring gør, at skolen minder om samtidens mysteriekulter. For Pythagoras var arkhē matematikkens arkhē (grundprincipper), hvilket skal forstås sådan, at en retvinklet trekant er til fordi, det er muligt at beskrive den matematisk som a^2+b^2=c^2. Ligesom tal er enten lige eller ulige således kan man opstille en række af par som begrænset >< ubegrænset god><dårlig etc.
Parmenides (fl. 480 f.Kr.) fra byen Elea i Syditalien skrev et længere digt om eksistens. Ifølge Parmenides tager menneskene fejl, da de skelner forkert mellem væren/eksistens og ikke-væren/ikke-eksistens og begår dermed logiske fejlslutninger på baggrund af deres formodninger (doxa) om væren/eksistens. Der gives kun to muligheder enten »er« eller »er ikke«, men hvad er subjektet for »er«, og hvad betyder »er«? På græsk er problemet anderledes, da det græske verbum estin (er) ikke behøver et eksplicit subjekt, subjektet er implicit/indeholdt i personendelsen (-i[n]) og refererer dermed til en ikke nærmere bestemt omverden. Spørgsmålet drejer sig således om, væren/eksistens kan siges ikke at være til? Konklusionen bliver, at det er umuligt at forestille sig ikke-væren/ikke-eksistens, eftersom vi altid forestiller os noget. Derfor kan ikke-væren/ikke-eksistens ikke være/eksistere. Væren/eksistens kan derfor ikke bruges om forandring, da det ville kræve ikke-væren/ikke-eksistens som et tomrum, forandringen kan finde sted i. Det er derfor nødvendigt, at væren/eksistens er uforanderlig, helt, ubevægelig, ensartet og fuldendt. Væren/eksistens sammenlignes med en kugle, da det netop er kendetegnet ved at have et centrum, der er lige langt fra alle punkter på kugleskallen (beskrevet ved ligningen (x-a)^2+(y-b)^2+(z-c)^2=r^2), ligesom væren/eksistens er lige meget til stede overalt, ellers ville der være steder med ikke-væren/ikke-eksistens.
Som en konsekvens heraf er forandring som f.eks. bevægelse en umulighed. Den verden, vi sanser, er altså en skinverden (en doxaverden) uden nogen form for realitet. Den er ligesom vores sanseindtryk og de ord, vi bruger om dem, indholdstomme.
Parmenides’ tanker kan betragtes som en negering af de tidligere tænkeres ideer. Væren/eksistens er således ikke en arkhē, der kan forandre sig, den er ikke ubegrænset (apeiron), og pythagoræernes tomrum findes ikke. Hans tanker fik en af hans efterfølgere, Zenon, til at bevise, at bevægelse ikke kan finde sted, ved at sige, at en hurtig løber (Achilleus) ikke kan indhente en langsom løber (en skildpadde), fordi han først skal løbe halvdelen af distancen, dernæst halvdelen af den halve distance, dernæst halvdelen af den og så videre. Bevægelse må finde sted i tid og rum, der enten kan betragtes som bestående uendeligt delelige enheder, eller af mindste udelelige enheder. I det første tilfælde vil bevægelse foregå flydende og i et kontinuum, i det andet tilfælde vil den foregå i små ryk, som ved stopmotion animation. Zenons argument er gyldig for så vidt summen af en uendelig række i sig selv er uendelig, og bevægelse opfattes absolut og ikke relativ. Men da Achilleus’ og skildpaddens hastighed er relativ i forhold til hinanden, vil den tid, det tager Achilleus at indhente skildpadden være den oprindelige distance (d0) mellem de to divideret med forskellen på Achilleus’ hastighed (a) og skildpaddens hastighed (s) (d0/a-s). Problemet kan ses som et eksempel på, hvordan Parmenides og Zenon betragter denne verden som en skinverden (doxaverden), hvor vi lader os forlede af vores sanseindtryk.
Demokrit (450-360 f.Kr.) var fra byen Abdera, der var kendt for sine mindre kloge indbyggere (antikkens molboer). Reagerede på to af Parmenides’ centrale postulater: væren/eksistens er ensartet, og bevægelse er kun mulig, hvis ikke-væren/ikke-eksistens er til, ved først at konstatere at bevægelse finder sted, og at væren/eksistens findes i uendelige mange små enheder, der er udelelige (gr. atmos). Ifølge Demokrit er verden en sammensætning af disse atomer, der findes i et tomrum. Atomerne er selv uden nogen form for kvaliteter, dvs. at farve, smag osv. først optræder i det øjeblik, de bliver sanset af de atomer, som udgør vores sanser. På den led kan Demokrit forklare, hvordan forskellige mennesker kan have forskellige oplevelser af samme fænomen, da det hele afhænger af, hvordan atomerne påvirker hinanden, og vi er alle i besiddelse af vores egen unikke sammensætning af atomer og vil som konsekvens deraf have forskellige oplevelser af verden. Verden er skabt ved et tilfældigt sammenstød af atomer, og der findes derfor ikke kun en verden men uendelig mange verdener.
De førsokratiske filosoffer fik stillet spørgsmålstegn ved vores erkendelse af verden men tvivlede ikke på dens eksistens. Denne usikkerhed blev taget op af en række intellektuelle, som er kendt under navnet sofister. Deres tanker kendes primært gennem deres modstander Platon og enkelte af deres taler. Det kan derfor være svært at afgøre, om de har udgjort en enhed sådan, som de bliver portrætteret. Platon beskriver bevægelsen som omrejsende lærere, der underviste i alle emner men især i retorik. Retorikkens særstilling skyldes, at der ifølge sofisterne ikke findes nogen absolut sandhed, og hvis der gør, kan vi ikke erkende den. Det er derfor det enkelte argument, der afgør om noget er sandt eller falsk. Hvis du kan argumentere logisk sammenhængende og overbevisende for din sag sådan, at flertallet følger dig, er dit argument sandt. Sofisterne er således værdirelativister, hvilket er mest berømt, gennem Potagoras homo mensura, mennesket er altings målestok. Det vil sige, at vi forstår og dømme omverden ud fra vores egne erfaringer. Sofisternes fokus på argumentet og dets opbygning passede godt til Athens spirende demokrati samt en spirende skriftlighed. Måden at strukturere et argument på, som sofisterne foreskrev, forudsætter en sproglig bevidsthed om sætningsopbygning samt begrebsafklaring, som forudsætter evnen til at læse. Sofisterne er mest kendt som samtalepartner for en anden stor tænker Sokrates (469-399 f.Kr.), der tilsyneladende primært var i Athen og sjældent rejste ud af byen. Efter alt at dømme var han interesseret i at afdække vores formodninger (doxa) og komme til en begrebsafklaring af begreber som retfærdighed, der skulle sætte os i stand til på en kvalificeret måde at indgå i et fællesskab om f.eks. statens styring. Sokrates skrev dog ikke selv noget ned, hans tanker er derfor kendt gennem hans tilhængere, primært Xenofon og Platon.
Platon (428-348 f.Kr.) var ifølge traditionen som en del af Athens overklasse på vej til Agora med et manuskript til et skuespil, da han stødte på Sokrates. Den efterfølgende samtale overbeviste Platon om at opgive tanken om at blive tragedieforfatter og hengive sig til filosofien. Anekdoten er højst sandsynligt falsk men illustrerer to pointer i forhold til Platon: han var en dygtig forfatter, som forstod at skrive levende dialoger, og han var stærkt influeret af Sokrates, der er hovedpersonen i de fleste af hans dialoger. Da Sokrates ikke selv skrev noget og primært kendes gennem Platons dialoger, er det svært at skelne mellem Platons tanker og Sokrates’ tanker. Det lader dog til at ideen om at benytte sig af dialogen frem for talen som argumentationsform stammer fra Sokrates. To af Platons værker bryder med dette princip den ene, Symposion, foregiver at være en genfortælling af et symposion holdt til tragedieforfatteren Agathons ære, og ved sådanne festligheder var det kutyme at underholde hinanden med taler. Den anden, Sokrates’ forsvarstale, foregiver at være den tale, Sokrates holdte, da han var anklaget for asebi (ugudelighed) og for at vildlede ungdommen. Disse anklager skal ses i lyset af, at en stor del af de tredive tyranner, der havde ført er rædselsregime i Athen efter nederlaget til Sparta i den peloponnesiske krig, havde været en del af Sokrates omgangskreds. Sokrates tabte retssagen og blev dømt til døden i 399 f.Kr.
Platons filosofi sammenfatter på fornemmeste vis de førsokratiske filosoffers tanker og får dem præsenteret på en logisk sammenhængende måde. Ligesom Parmenides forsøger Platon at gøre op med den almindelige befolknings formodninger (doxa) og stræber mod en sand viden (epistēme).
Vejen til epistēme går gennem dialog, her har vi nemlig mulighed for at sætte to doxai over for hinanden og efterprøve, om den ene eller den anden er sand. Vi vil ofte opleve en forvirring (apori), da det tvinger os til at gentænke vores doxa, og det kan vise sig, at ingen af de præsenteret doxai er sande, hvorfor vi må begynde forfra og redefinere det begreb, vi undersøger. Denne fremgangsmåde kaldes den dialektiske metode og handler i grove træk om en begrebsafklaring, der kun er mulig, hvis man har en sproglig bevidsthed, der skelner mellem et ord og det, det beskriver. Den bevidsthed indtræder først, når man lærer at læse. Platons filosofi kan derfor være svær at forklare til ikke-litterære, for hvem der ikke er forskel på ordet »retfærdighed« og begrebet bag. I lighed med pythagoræerne mente Platon, at begreber havde en eksistens, og at matematikken samt logikken var veje til erkendelse af disse. Han skelnede således mellem tings form (gr. eidos, ide), der skal ses som udtryk for den ide, der ligger til grund for formen, og dens stof/materiale (hylē). Som Parmenides mente han, at væren/eksistens er uforanderlig, helt, ubevægelig, ensartet og fuldendt, og da de fænomener, vi kan sanse, undergår forandring, betyder det at sand væren/eksistens kun findes hos formerne. Vi skal derfor stræbe efter at komme til en indsigt i det retfærdiges eller det godes form/ide, da en sådan erkendelse vil sætte os i stand til at handle retfærdigt og godt. Vejen til den erkendelse går gennem matematisk og logisk tænkning, da de netop opererer med begreber. Evnen til denne erkendelse skyldes den menneskelige sjæl, der er den del af os, som deler egenskaber med væren/eksistens og derfor udødelig. Når sjælen kommer til en erkendelse opdager den ikke noget nyt men generindrer, eftersom begreberne er uforanderlige og evige.
Platons filosofi blev en af de mest betydningsfulde ikke bare for antikken men også for eftertiden og har inspireret mange.
Aristoteles (384-322 f.Kr.) blev født i Stagira på Chalkidike i det nordlige Grækenland. Hans far var læge hos kong Philip den Anden af Makedonien, og han sørgede for at uddanne sin søn ved at sende ham til Athen i 367 f.Kr. Her modtog han undervisning ved Akademiet, som var den skole, Platon havde grundlagt. I 347 f.Kr. rejste Aristoteles tilbage til det nordlige Grækenland, hvor han blandt andet indsamlede data til sine zoologiske og botaniske studier samtidig med, han underviste Alexander den Store. I 334 f.Kr. vendte han tilbage til Athen men valgte at flygte fra byen ved Alexander den Stores død i 323 f.Kr.
Aristoteles forsøgte ligesom Platon at formulere og definere de grundprincipper, der ligger til grund for vores verden men i modsætning til Platon, mente han, at det kun var muligt at adskille form (eidos) fra stof som et tankeeksperiment, den ene kan ikke eksistere uden den anden. Aristoteles postulerer dermed, at væren/eksistens findes i verden sådan, som den tager sig ud for os. Men for at kunne komme til en erkendelse af verden, er vi nødt til at lave en systematisk og logisk sammenhængende beskrivelse af verden med præcise veldefineret begreber. Aristoteles omfattende forfatterskab, som dækker over naturfænomener som planter til en beskrivelse af retorikkens regler, bærer præg af dette. Aristoteles kom i løbet af sit projekt til at beskrive og definere en lang række begreber, som er blevet en almindelig accepteret del af vores sprogbrug. I jagten på en logisk metode fik han givet begreber som aksiom, hypotese og bevis den betydning, de har i dag. Han skabte også distinktionen mellem væsentlig og tilfældig sådan, at man kan tale om væsentlige og tilfældige egenskaber ved en ting. I beskrivelsen af ting skelnede han mellem fire årsager eller grunde til tingenes udformning: den materielle årsag (hvilket stof eller materiale består tinge af), den formale årsag (hvilken form eller struktur har tingen), den virkende årsag (hvem har lavet tingen), og den finale årsag (til hvilket formål er tingen skabt). Alting er ifølge Aristoteles skabt med henblik på et formål (gr. telos), og de egenskaber, der tjener dette formål er nødvendige eller væsentlige for den ting, de andre er tilfældige. Menneskets telos er at være et samfundsvæsen, der opnår lykke ved at udvise frivillighed, praktisk indsigt og moralsk ansvarlighed i sin ageren med andre mennesker. For at opnå denne lykke er man altså nødsaget til at deltage i statens politiske liv og dermed kunne formulere sin tanker på en struktureret sammenhængende måde, den videnskab kaldes for retorik. I modsætning til Platon betragtede Aristoteles retorik som en videnskab og skrev en lærebog i retorik, hvor han klart definerer de tre typer af taler og de retoriske virkemidler (ethos, pathos og logos), som vi stadig benytter. Til sidst fandt fandt han også plads til fiktionen, der gennem efterligning (gr. mimesis) får os til at gennemleve protagonisternes følelser, og vi bliver dermed renset (gr. katharsis) for disse følelser. Fiktionen tjener altså et filosofisk formål.
Epikur (342-271 f.Kr.) blev født på øen Samos, der på dette tidspunkt var en del af Athens indflydelsessfære, og han flyttede til Athen, hvor han i 307 f.Kr. slog sig ned og grundlagde en skole kaldet “Haven”. Han ønskede at opnå fraværet af smerte både fysisk og psykisk, en form for sindsro (gr. ataraxia a-u, taraxssein-fosrtyrre uforstyrret). Epikur benyttede sig af Demokrits atomteori til at afskaffe bekymringen for guderne, da de eksisterer som billeder mellem atomerne og ingen indflydelse har på menneskenes liv. Atomteorien blev brugt til at forklare menneskets fri-vilje, som et resultat af atomernes spontane og tilfældige spring, og sjælen var ifølge Epikur sammensat af atomer. Sindsro uden smerte kunne altså opnås gennem en accept af Demokrits atomteori, ikke at spise for meget eller for lidt, ikke at engagere sig for meget i omverdenen og i det hele taget undgå bekymringer af enhver art. Epikur og hans følgere blev i gennem det meste af antikken udskældt for at være livsnydere (hedonister), der satte deres eget velbefindende over alt andet.
Pyrrhon fra Elis (375-272 f.Kr.) var med Alexander den Store på felttog til Indien, og da han vendte hjem derfra trak hans sig fuldkommen for kontakt med omverden og levede uforstyrret i skoven for derved at opnå sjælero (gr. ataraxia). Pyrrhon stod for en radikal skepticisme, der hævdede, at det var umuligt at finde et kriterium, der kunne bruges til at skelne mellem sandt og falsk. Vores sanser er lette at snyde, og vores meninger kan ikke give os sikker viden, det er derfor bedre tilbageholde (gr. epoche) med eller helt undlade at have en holdning til omverden. Senere tilhængere af epoche var knap så radikale som Pyrrhon og tilrådede, at man bør vælge den mulighed, som virkede mest sandsynlig på baggrund af de tilgængelige oplysninger, men man skal altid være villig til at ændre holdning i det øjeblik, en mere sandsynlig forklaring viser sig.
Zenon fra Kition (334-262 f.Kr.) kom til Athen fra Cypern og underviste ved Stoa Poikilē i, hvordan man kan opnå sjælero (gr. ataraxia) gennem en fornuftspræget og fornuftstyret holdning til omverdenen. I den stoiske filosofi er fornuften (gr. logos), det grundprincip som har indrettet verden og er til stede i verdenen og dermed også i mennesket, som er en del verdenen. Vi kan gennem den rette fornuftige/rationelle brug af vores sanser komme til en erkendelse om verdenen. Dette betyder, at alting sker af en årsag, og for at opnå sjælero (gr. ataraxia) skal vi komme til en erkendelse af, at der i denne årsagskæde er ting, vi kan ændre på, og ting vi ikke kan ændre på. De første skal vi søge at påvirke, de sidste skal vi acceptere. Mennesket har således en fri-vilje til at træffe det rette valg givet denne erkendelse. Den stoiske filosofi var meget udbredt i antikken og var især populær blandt romerne.
Ikke lang tid efter Aristoteles’ død forsøgte man at sammentænke hans ideer med Platons. Den mest succesfulde af disse forsøg blev gjort af Plotin (205-270 e.Kr.), der havde været med den romerske kejser Gallienus på felttog til Persien for at lære deres filosofi at kende. Han var uddannet i Alexandria hos Ammonios Sakkas men slog sig ned i Rom. For Plotin var Platon en urokkelig autoritet, og den sanselige verden var derfor en afspejling af den virkelige immaterielle verden. Aristoteles’ filsofi kunne således bruges til at beskrive den uvirkelige sansbare verden, men den immateriel verden kunne kun skimtes gennem dens tre afspejlinger: sjælen eller verdenssjælen, som regulerer den sanselige verden (3. hypostase), fornuften (gr. nous), der regulerer sjælen (2. hypostase) og til sidst det Ene (gr. to hen), der regulerer sjælen (1. hypostase). Vejen til sjælero (gr. ataraxia) går gennem menneskets sjæl, der gør det muligt at identificere sig med de højere liggende hypostaser. Plotins filosofi er en meditativ og kontemplativ filosofi, hvor erkendelsen kommer gennem indre meditation.
