Geologisk set dækker Middelhavet (også kaldet det euroafrikanske Middelhav) strækningen fra Gibraltarstrædet, der adskiller Spanien fra Marokko, til Dardanellerne ved Tyrkiets sydvestkyst, og er afgrænset af Europa, Mellemøsten og Afrika.
Geologisk set dækker Middelhavet (også kaldet det euroafrikanske Middelhav) strækningen fra Gibraltarstrædet, der adskiller Spanien fra Marokko, til Dardanellerne ved Tyrkiets sydvestkyst, og er afgrænset af Europa, Mellemøsten og Afrika. Det er ca. 4000 km i bredden og gennemsnitligt 800 km i længden og har et overfladeareal på ca. 2.510.000 kvadratkilometer.
.png)
Klimaet i Middelhavet er typisk domineret af varme, fugtige og tørre somre med milde og regnfulde vintre. Havstrømmene er påvirket af, at Middelhavet er omgivet af land, og tidevandet er begrænset grundet den smalle forbindelse til Atlanterhavet. Middelhavet opstod, da det afrikansk-asiatiske kontinent stødte ind i det euroasiatiske kontinent, hvilket var med til at skabe flere bjergkæder og vulkaner i området. Alle landene rundt om Middelhavet befinder sig således i en forkastningszone, der er med til at skabe jordskælv og vulkanudbrud.
Middelhavets klima giver mulighed for forskellige afgrøder (de vigtigste udover korn var oliven, grapefrugt og appelsin), og det er med den holocæne periode, at vi går fra jagt til landbrug. Landbruget var fundamentet i alle middelhavskulturerne, og man var således afhængig af naturressourcerne. Vand blev brugt til møller og vind til skibsfart (handel og fiskeri). De primære brændstoffer var træ, kul og olie, som blandt andet blev brugt til lamper.
I den subboreale periode var der mange egetræer, der i den subatlantiske periode blev afløst af oliven og valnøddetræer. Egetræer blev derfor en handelsvare, der rykkede fra nord til syd. På trods af den intensive skovdrift i forbindelse med skibsbyggeri, byanlæggelse, militære anlæg og så videre led skovene tilsyneladende ikke overlast, og de kom sig igen i den efterfølgende periode.
Minedriften (guld, sølv, tin, kobber, bly, jern og sten) medførte den største forurening og kan ses i grønlandske iskerneboringer. Kulturerne omkring Middelhavet var bykulturer (gr. polis), der gerne bestod af et opland (gr. chora), et torv (gr. agora, la. forum) og kunne bestå af alt fra et par hundrede til 30.000 eller flere indbyggere. Storbyens forurening som støj og sod var derfor ikke antikkens mennesker fremmed.
I opgangstider grundlagde de enkelte byer ofte kolonier rundt om Middelhavet. Disse kolonier var autonome og styrede sig selv og kan bedst betragtes som handelsposter, da de ofte primært indgik i handel med oplandet. Da Grækenland består af bjergrige områder med lidt opdyrkeligt land, blev de græske byer hurtigt afhængige af at importere korn udefra og dermed afhængige af et godt handelsnetværk. De vigtigste handelsveje gik over Middelhavet, der således forbandt de kulturer, der lå ud til dets kyst.
Men de større riger, der også vendte ind i landet (her især perserne og romerne) begyndte hurtigt at bygge veje og var dermed med til at ændre på landskabet. Vandets vigtighed for landbruget ses tydeligt i og med, at man hurtigt udviklede systemer, der gjorde det muligt at vande sine afgrøder. Det mest iøjnefaldende eksempel på dette er de romerske akvædukter.
Når vi således beskæftiger os med antikkens kulturer, er det vigtigt at huske på, hvor afhængige de har været af de naturligt forekommende ressourcer, da midler til at ændre disse var meget begrænsede.
