Den tragiske teksttypes emne er for langt størstedelens vedkommende mytologiske fortællinger. Formen er som nævnt dialogisk.
Den tragiske teksttypes emne er for langt størstedelens vedkommende mytologiske fortællinger. Formen er som nævnt dialogisk. Dens formål var i begyndelsen en religiøs fejring af Dionysios, som ved de store dionysier i Athen. Det retoriske formål var at begejstre publikum, i eksemplet ved de store dionysier i en sådan grad, at de stemte på stykket i den konkurrence, indgik i. De indgik derfor i flere forskellige social kontekster. I perioden fra 500-0 gik den således fra at være del af en religiøs fejring, som kom til udtryk som en konkurrence, til at være en begivenhed, magthaverne gav til folket for at behage befolkningen.
Aristoteles gav en beskrivelse af, hvordan han betragtede den perfekte tragedie. Denne beskrivelse foreskrev, at der skulle være:
prologos, den del af tragedien der er før første korsang
parodos, korets indtræden
epeisodion, stykket mellem to korsange
stasima, korsange
exodos, korets udgang
Der kunne optræde kommoi, vekselsang mellem skuespiller og kor. Tragedien skulle indeholde elementer som skabte en spænding. Spændingen kommer til udtryk i en desis, problemstilling, som kommer til en forløsning, lysis gerne gennem en genkendelse (anagnorisis) og/eller et omslag i fortællingen (peripati). Ved at betragte tragedien oplever tilskueren ifølge Aristoteles enten en medfølelse (eleos) eller en frygt (phobos), tilskueren gennemlever disse følelser og bliver renset for dem (katharsis). Aristoteles’ model er, skal vi huske, en model og lader sig derfor ikke altid entydigt overføre på en konkret tragedie. Men den er inspireret af de største overleveret græske tragikere Aischylos, Sofokles og Euripides og var kendt af de senere romerske tragikere.
De tre mest berømte tragikere var fra Athen og levede nogenlunde samtidig. Aischylos, Sofokles og Euripides behandlede samtidens og almenmenneskelige problemstillinger i deres bearbejdninger af den græske mytologi. Især den trojanske og thebanske sagnkreds inspirerede men også Jason og argonauterne samt Herakles’ rejser og bedrifter indgik som en del af repertoiret. Den senere romerske tragiker Seneca brugt de græske forbilleder som udgangspunkt for sine tragedier.
