Når vi betragter skulpturer, skelner vi mellem kvindeskulpturer, kaldet kore, og mandeskulpturer, kaldet kouros.
Når vi betragter skulpturer, skelner vi mellem kvindeskulpturer, kaldet kore, og mandeskulpturer, kaldet kouros. Når skulpturen fremtræder nøgen, ses det som et udtryk for en idealiseret nøgenhed, der kaldes for heroisk nøgenhed.
Skulpturens orientering kan være sådan, at den primært skal ses forfra og derfor kaldes frontal, men den kan også orientere sig mod sig selv eller andre skulpturer i en skulpturgruppe. I første tilfælde betyder det, at skulpturen inddrager os i sin verden; i det andet tilfælde er det os, der trænger ind i skulpturens rum.
Den stilling, skulpturen er stillet i, er en vigtig del at analysen af skulpturen, da den er med til at afsløre, hvilket fokus skulptøren har haft i vægtningen af naturalisme – realisme og ro – handling. For at give et indtryk af bevægelse kan det være nok at placere det ene ben foran det andet. Hvis denne bevægelse forplanter sig i resten af kroppen, skaber det en meget naturalistisk og realistisk skulptur, men hvis bevægelsen ikke forplanter sig i kroppen, skaber det nok en naturalistisk men mindre realistisk skulptur. Et meget brugt standmotiv er situationen, hvor skulpturen løfter den ene fod for at tage et skridt, hvilket skaber en skævhed i hoften, der kommer til at være modstillet skuldrenes position og dermed skaber en kontrapost.
Hvis hovedet eller overkroppen yderligere orienterer sig til højre eller venstre, vil det skabe en s-kurve i skulpturen. Denne s-kurve kan udvikle sig til en spiral, hvor skulpturen nærmest drejer sig om sig selv. Når en skulptur skal gengive bevægelse, betyder det, at man skal vælge et særligt tidspunkt af bevægelsen at afbillede. Det kan her være givtigt at sammenligne med en tegneserie. En typisk tegneseriestribe kan benytte sig af følgende felter til at afbilde en handling i to dimensioner:
.png)
En skulpturs orientering og etablering er bestemt af de omgivelser, den er placeret i. En skulptør skal forholde sig til, om han vil vise handlingens optakt; forlængelse, kulmination eller forløsning. Der lader til at være en tendens til at vise handlingens optakt, det er en form for “point of no return”, også kaldet det prægnante øjeblik. Det er den situation, der mest muligt provokerer vores forestillingsevne (phantasia eller visio).
Hvis vi igen sammenligner med en tegneserie, kan det felt erstattes af en stjerne/sky eller andet, der kan angive handling, uden at hele stribens mening bryder sammen. Ud fra et narrativt synspunkt er det derfor mest hensigtsmæssigt at fremstille optakten, da den forbereder os på, hvad der skal ske, og sætter os i stand til at forestille os resten.
