Krige og pestepidemier skabte en religiøs ustabilitet i Kirken, der blev delt i forskellige fraktioner som katolicismen, calvinismen og protestantismen, samtidig med at det nye dannelsesideal skabte en filosofisk retning, humanismen, der havde mennesket og dets mulighed for frit at udvikle sig og blive moralsk ansvarlig ved at bruge sin fornuft i centrum...
Krige og pestepidemier skabte en religiøs ustabilitet i Kirken, der blev delt i forskellige fraktioner som katolicismen, calvinismen og protestantismen, samtidig med at det nye dannelsesideal skabte en filosofisk retning, humanismen, der havde mennesket og dets mulighed for frit at udvikle sig og blive moralsk ansvarlig ved at bruge sin fornuft i centrum. Der kom et nyt fokus for kunsten, der skulle tale til den jævne borger og ikke eliten. Denne nye stil kom til være præget af en direkte, dramatisk og åbenlys tilgang.
De politiske og religiøse spændinger, der brød ud i 1618 e.Kr. og hærgede hele Europa i en periode på tredive år, indtil den westfalske fred i 1648 e.Kr., fik skabt nationalstaten og det Europa, vi kender i dag. Kongerne blev enevældige og havde kontrollen med Kirken, sådan at man nu gik i krig for sit land mod et andet land og ikke for sin tro imod en anden tro. Efter opdagelsen af søvejen til Indien begyndte handlen at blomstre, og de enkelte nationer oprettede ost-indiske kompagnier, der skulle facilitere handlen. Der opstod således et behov for at kunne lave mere avancerede investeringer og udregne sandsynligheder. Cardano lagde grunden med betragtninger over sandsynligheden for f.eks. at få to seksere i træk i et terningspil (1/36). Dette fik Bernouille til at formulere de store tals lov (gennemsnittet af en række uafhængige tilfældige variable med samme mulighed for at opnå samme resultat vil nærme sig gennemsnittet af de mulige værdier ved en uendelig gentagelse. Slår vi en terning, nærmer gennemsnittet af mulige værdier sig (1+2+3+4+5+6)/6=3 ½ ved et uendeligt antal slag). Denne indsigt delte han med matematikeren og filsoffen Leibniz, der senere, samtidig med Newton, var med til at udvikle differentialregning. Astronomien var med til at udvikle fysikken og placere solen i centrum af verdensbilledet. Man fik en naiv tro på menneskets fornuft og videreudviklede humanismen i retning af, at vi som mennesker har krav på nogle særlige rettigheder, menneskerettigheder. Denne udvikling foregik i tæt dialog med antikken. Oven på barokkens regelbrud søgte man nu en mere regelret fremstilling, der i højere grad fulgte de antikke forbilleder.
Fremstillingen af Prometheus minder således om fremstillingen af Laokoon i sin komposition og dvælen ved skriget. Perioden blev præget af en række revolutioner, der var med til ryste de enevældige konger. Amerika blev løsrevet fra England og oprettede ligesom franskmændene en republik. En politisk ustabilitet afløste den religiøse ustabilitet, hvilket Napoleon udnyttede til at gøre sig selv til kejser og erobre det meste af Europa, indtil han blev slået i 1815 e.Kr. i slaget ved Waterloo.
Samtidig begyndte den menneskelige erfarings spirituelle og overnaturlige dimension at fylde mere og mere. Følelser frem for fornuft. Man søgte igen til de antikke forbilleder som Platon for at finde en autoritet at støtte sig til. Med den industrielle revolution oplevede Europa en øget urbanisering samt en øget imperialisme og nationalisme på den politiske scene. En øget mobilisering i de enkelte nationalstater kulminerede med første verdenskrig og den russiske revolution. Efter en kortvarig fred brød anden verdenskrig ud, og efter den har de fleste krige haft karakter af præventiv krigsførelse og sikring af økonomiske interesser, hvis de ikke er blevet ført for at promovere politiske idealer såsom demokrati. I forbindelse med de mange krige er studiet af mennesket og naturen blevet underlagt videnskabelige metoder, og kunsten har bevæget sig i mange forskellige retninger som impressionisme og art nouveau (jugendstil). Antikken er noget, den enkelte kunstner eller forfatter forholder sig til og lader sig inspirere af i forhold til egne ønsker og behov og sjældent på foranledning af en mæcen eller statens ønsker. Det er således sværere at udtale sig om, hvordan vi som periode har påtaget os arven fra antikken, da vi er en del af den fælles hukommelse og derfor kan have svært ved at være os bevidst om den antikke arv.
