Henimod slutningen af 500-tallet e.Kr. var Romerriget holdt op med at være en sammenhængende administrativ helhed og var nu delt i flere små, selvstændige riger. Der var tre historiske processer, der var med til at bidrage til Romerrigets undergang: delingen i en østlig og en vestlig del, folkevandring, samt kristendommen...
Henimod slutningen af 500-tallet e.Kr. var Romerriget holdt op med at være en sammenhængende administrativ helhed og var nu delt i flere små, selvstændige riger. Der var tre historiske processer, der var med til at bidrage til Romerrigets undergang: delingen i en østlig og en vestlig del, folkevandring, samt kristendommen. Delingen i et østromersk og vestromersk rige betød, at da klimaforandringer var med til at sætte skub i folkevandringerne, da steppefolkene på den centralasiatiske steppe ekspanderede mod øst, vest og syd, kunne den østromerske kejser lukke grænserne og dermed afbøde angrebet mod vest, der ikke havde samme mulighed og derfor måtte absorbere stødet. Det vestromerske rige havde mistet en stor del af sine kompetente ledere til den religiøse forfølgelse, som den kristne elite iværksatte mod den gamle hedenske elite, og var derfor svækket af interne magtkampe. Som Romerriget blev svækket, blev kirken styrket. Den oprettede således en parallel til den romerske administration og inddelte de kristne områder i kirkeprovinser, og det blev dermed attraktivt og muligt at gøre karriere inden for den. Kirken overtog ikke kun den romerske stats infrastruktur, men også dens sprog, latin. Den øgede militære uro og ustabilitet gjorde, at det blev sværere og sværere at opretholde de gamle kulturbevarende institutioner som biblioteker og skoler i byerne, da befolkningen i stigende grad flyttede ud på landet. Den latinske litteratur blev derfor primært bevaret i klostrene, hvor munkene som en del af deres munkeløfte var forpligtede til at læse og skrive minimum en time om dagen, og det på kirkens administrationssprog, latin.
I perioden fra 622 e.Kr. til 778 e.Kr. blev området omkring Middelhavet erobret af den nye magtfaktor, islam. Ekspansion betød, at Europa blev kristendommens centrale sæde, og her lykkedes det for Karl den Store at forene det frankiske rige og etablere sig selv som kristendommens forsvarer. Han fik dermed samlet et frankisk rige, der bestod af det meste af Mellemeuropa (Frankrig og Tyskland) samt det nordlige Italien, og i år 800 kunne han lade sig krone som kejser. Han havde opdaget, at den generelle dannelse inden for kirken var problematisk. Jesus blev i visse egne omtalt som Guds datter (filia dei) i trosbekendelsen.
For at imødegå denne nedgang, hentede han de lærdeste fra hele Europa (dog primært fra Irland, England, Tyskland og Frankrig) for at iværksætte en uddannelsesreform, der skulle løfte niveauet. For at lette processen med at læse de håndskrevne bøger (manuskripter) blev der udviklet en letlæselig skrifttype, den karolingiske minuskel. Det øgede fokus på dannelse medførte også en øget interesse for den latinske litteratur, der blev kopieret flittigt; så flittigt, at al den litteratur, man havde til rådighed, stadig findes. Disse faktorer gør, at vi i dag kalder denne periode for den karolingiske renæssance. Karl den Stores rige faldt dog fra hinanden, da det blev delt, men den øgede interesse for den latinske kultur og den stabilitet, han havde været med til at genoprette, varede ved.
Som år 1000 e.Kr. nærmede sig, blev man sikker på, at det ville markere verdens undergang, hvilket skabte et øget fokus på religionen og den sjælelige frelse.
Den romerske basilika kom til at danne udgangspunkt for den kristne kirke. Midterskibet i de romanske kirker er bygget som den romerske basilika, der fik tilføjet et højt tårn, det såkaldte vestværk, som indgangsparti.
Indgangspartiet til klosteret i Lorsch kan give et meget godt billede af, hvordan man tager en antik bygning, i dette tilfælde den tredobbelte triumfbue, videreudvikler den og sætter den ind i en ny kontekst (translatio).
Karl den Stores kapel, der oprindeligt var en del af hans palads, men som nu er en del af domkirken i Aachen, viser den blandingskultur, som den karolingiske periode var. Aachen blev grundlagt som en romersk militærkoloni ca. år 89 e.Kr. og var kendt for sine varme kilder, hvad de romerske termer under kapellet vidner om. Selve kapellet stod færdigt i 805 f.Kr. og er bygget op som en romersk basilika med et midterskib og sideskibe.
Hertil kommer et ottekantet midterskib, inspireret af den byzantinsk inspirerede kirke i San Vitale, som kombinerer den romerske kuppel med den byzantinske polygon og det “nye” vestværk.
.png)
Udsmykningen indvendig er lige så sammensat som selve bygningen. Herinde findes korinthiske marmorsøjler, hentet fra Ravenna og Rom, da marmor ikke var tilgængeligt lokalt. I kapellets kuppel ses de fireogtyve ældste bringe Jesus guldkroner på dommens dag, et ritual, der minder om det antikke hyldestritual af kejseren. De ældste er klædt i romersk toga og ligner romerske senatorer. Karl den Stores trone er placeret midt i rummet og danner en sammenhæng mellem den verdslige magt, kejser Karl, og den himmelske magt, Jesus, ligesom Hadrian benyttede Pantheon til at skabe en lignende forbindelse mellem det verdslige og det guddommelige. Bygningen viser, hvordan den antikke direkte genbruges (imitatio) i søjlerne, men også inspirerer (sammenhængen mellem det verdslige og det guddommelige) og videreudvikles (vestværk) i et forsøg på at give autoritet (translatio).
