R.1 Analyse af arkaisk skulptur i praksis

Skulpturer fra arkaisk tid (700 - 479 f.kr) bærer præg af nærorientalsk og ægyptisk inspiration.

Course Outcome
...

Arkaisk skulptur (700 - 479 f.kr)

Skulpturer fra arkaisk tid (700 - 479 f.kr) bærer præg af nærorientalsk og ægyptisk inspiration. Proportionerne er ofte ikke naturtro og posituren og håret minder om de skulpturer, vi kender fra disse kulturer. De typiske materialer var kalksten og marmor. Kalksten brugtes mest i den tidlige del af perioden, dels fordi den kunne findes lokalt, dels fordi den er forholdsvis nem at forarbejde. Marmor vandt indpas i den senere del af perioden og skulle transporteres fra de steder, hvor det kunne brydes, med mindre man naturligvis boede på enten Paros eller Naxos, hvor de første marmorbrud blev iværksat. 

 

Skulpturerne står ret op og ned – kvinderne (kore) med samlede ben, mændene (kouros) med det ene ben foran det andet – og med undtagelse af helt tidlige arkaiske skulpturer (hvor kvinden kunne være delvist eller helt nøgen og mændene påklædt) er kvinderne påklædt og mændene nøgne. Der er gjort mest ud af detaljerne på forsiden af skulpturerne og dette kaldes frontalitet, da det er meningen, at man hovedsageligt skal se statuen forfra. Armene hænger typisk ned langs siden med knyttede hænder dog igen med den forskel, at kvinderne kan have lagt den ene hånd på brystet eller strakt den frem med knæk i albueleddet. I sidste del af perioden begynder kvinderne at have små bevægelser i fodstillingen, ligesom de kan holde fast i deres skørt med den ene hånd. Det er den eneste form for bevægelse, der optræder, og man siger derfor, at statuerne er statiske; altså uden bevægelse. Menneskefremstillingen er stiliseret hvilket vil sige, at et øre ikke nødvendigvis ligner et øre, men at alle kan se, at det er det, det skal repræsentere. På samme måde kan vi alle se, at en tændstikmand skal repræsentere et menneske, selvom det på ingen måde er en naturtro gengivelse. Gengivelsen af mennesket er kantet og bastant, og det er svært at se forskel på mænd og kvinder, da begge køn har grove træk, barmen er typisk lille, hofterne smalle og begge køn har brede skuldre. 

 

Når man ønsker at analysere en statue, bør man starte med at danne sig et helhedsindtryk, da man ellers kan fortabe sig i detaljer og glemme at se skulpturen som det samlede produkt, som skulptøren har ment at lave. Derefter kan det være en fordel at starte fra toppen og bevæge sig nedad, mens man undervejs tager notits af alle de karakteristika, man støder på undervejs. Herunder listes de forskellige fagtermer, man bør lære, hvis man ønsker at indgå i en meningsfuld dialog om arkaisk skulptur, dog her noteret alfabetisk – ikke oppefra og ned - så man lettere kan benytte denne del som et opslagsværk under arbejdet med skulpturerne. 

Aksial symmetri

De arkaiske skulpturer har aksial symmetri, hvilket betyder, at den ene vertikale halvdel er en spejling af den anden, med undtagelse af de korai, der har løftet den ene arm. Det er en unaturlig fremstilling, da ingen mennesker er symmetriske. Prøv bare at se dig selv i spejlet.

© Dave Hill and Margie Kleerup

Arkaisk smil

”Det arkaiske smil”-termen bruges til at identificere og beskrive munden på arkaiske skulpturer. Munden er let opadvendt som til et smil, men den mangler mundvige. Disse manglende mundvige gør, at læberne snarere former to krumme pølser ovenpå hinanden og ikke et naturtro smil med tilspidsede ender og folder i ansigtet. Det arkaiske smil sætter sig ikke spor i hverken kinder, øjne eller næse, men sidder der bare som et stiliseret udtryk for en mund. Det er blevet diskuteret, om det måske kunne skyldes, at mange af skulpturerne har været set nedefra, hvor synsbedrag gør det lidt kunstige smil mere naturligt. Om det passer eller ej, ved man ikke, men det er dog sandt, at smilet ser mere naturtro ud, hvis man ser det let nedefra.

© Tetraktys

Bemaling

Skulpturerne har oprindeligt været bemalede, men malingen er forsvundet dels ved tidens tand, dels fordi man en overgang rengjorde skulpturerne i den tro, at de havde været hvide, og at bemalingsrester var snavs, der skulle fjernes. Ny Carlsberg Glyptotek har for nyligt haft et forskningsprojekt, hvor man ved hjælp af moderne teknologi har fundet frem til, hvilke farver forskellige skulpturer har haft og derefter gengivet dem i kopi. Man har dog kendt til bemalingen i meget længere tid, men har holdt denne viden indenfor egne rækker. Opdagelsen ændrede den europæiske kunsthistories selvforståelse, da udtrykket i de bemalede skulpturer (og bygninger) er ganske anderledes end eftertidens efterligninger af antik kunst, der i høj grad hylder det rene, hvide marmorudtryk, som er blevet symbolet på en europæisk ophøjethed.

Dædalisk stil

Dædalisk stil er opkaldt efter Daidalos, der ifølge legenden var en magiker, der byggede labyrinten på Knossos, skabte levende skulpturer og kunne flyve med selvbyggede vinger. I klassisk tid beskrives han dog blot som en dygtig håndværker, og han har lagt navn til ukendte skulptørers værker og til en stilart, som findes i tidlig arkaisk tid. Stilen er præget af en todimensionel, relief-inspireret kropsfremstilling med udpræget frontalitet. Kvinderne har endvidere meget smalle hvepsetaljer, smalle hofter og brede skuldre. Det kan være temmelig vanskeligt at skelne Dædalisk stil fra de øvrige arkaiske karakteristika, så man kan have god hjælp af en datering, selvom en sådan heller ikke er helt skudsikker.

Frontalitet

Skulpturen har langt flere detaljer på forsiden end på bagsiden, og det formodes, at den hovedsageligt har skullet ses forfra.

Indridsning

Muskulaturen er ridset ind i stenens overflade. Det er typisk hverken særlig naturtro eller naturligt, men giver en stilistisk gengivelse af - som oftest - mavemuskler og knæ.

© Marsyas


Mandeløjne

Øjnene med dette navn mangler tårekanaler og er symmetriske som mandler. Øjenlågene er typisk unaturligt placeret som en markør, der går hele vejen rundt om øjnene, og brynene følger samme form. Øverste kant af øjet, øjenlåget og brynet har således samme krumning og fremstår dermed stiliserede.

© Marsyas, Sailko


Nøgenhed

Det mest udbredte for de mandlige arkaiske skulpturer var, at de var nøgne. Kvinderne havde derimod oftest tøj på, men der er eksempler på netop det omvendte. 

© Adam Carr, Sailko


Perlelokker

Frisure, der er karakteristisk for arkaisk tid, hvor håret hænger ned over skuldrene i lokker, der ligner perler. De hænger typisk i tre eller fire lokker på hver side ned over skuldrene med pandehårets lavt siddende og næsten vandrette grænse som hovedets top. Bagpå er der en række lokker tæt ved hinanden. Håret er unaturligt ensartet, og ”perlerne” er skabt ved parallelle ridser eller udskæringer i stenen, der danner små, oftest helt ens rektangler. 

© Sailko

Persergruset

Efter persernes indtog i Athen i 480 f.kr. blev Akropolis’ templer og skulpturer væltet som et magtsymbol fra persernes side. I murbrokkerne fra denne ugerning har man fundet adskillige levn - herunder skulpturer - og disse omtales som fundet i Persergruset.

Akropolis


Proportioner

Proportionerne på arkaiske skulpturer er unaturlige. Det er oftest ansigter og hænder, der er unaturligt store, ligesom selve kroppen ikke følger de proportioner, som rigtige mennesker har.


Skridtstilling

Bruges til at beskrive den fodstilling, de mandlige arkaiske skulpturer har med det ene ben foran det andet.

© Adam Carr


Snegleører

De ældre arkaiske skulpturers ører er ofte ret store og i mere eller mindre grad formet som snegle. De er i høj grad stiliserede og ligner ofte snegle, der er trykket ud med en flødeskumssprøjte.

© Jerónimo Roure Pérez


Stiliseret

Ordet bruges når skulpturen har et træk, der ikke er naturtro, men blot repræsenterer noget typisk for en kropsdel. Fx når man halvvejs nede af et arkaisk ben ser en trekant og kan regne ud, at det repræsenterer et knæ, selvom det på ingen måde gengiver faconen på et ægte knæ.


Stilstand

De arkaiske skulpturer har stilstand, hvilket betyder, at der ikke er bevægelse i deres krop. Selvom en skulptur evt. har løftet den ene arm eller placeret det ene ben foran det andet, fornemmer man ikke, at skulpturen er i gang med en handling, men snarere at den er stivnet i den position. Bevægelsen forplanter sig ikke i andre dele af kroppen, men ses alene netop der, hvor kropsdelen drejer eller bukker.


U-form

Ansigterne i især ældre arkaisk tid er præget af en U-form, hvor issen nærmest er vandret og ansigtet meget langt som et U uden markører såsom kindben og kæbe.

Øvelser